I det fynske folks tjeneste

Færre eksamener: - Jeg er bekymret for mit gennemsnit

Årets studenter går op til færre eksamener, end de plejer. Ditte-Marie Wikkelsø er nervøs for, at det kan få en negativ effekt på hendes gennemsnit, som hun skal bruge for at komme ind på sin drømmeuddannelse.

00:54

Ditte-Marie Wikkelsø har forberedt sig grundigt til dagens skriftlige biologieksamen, der tager fem timer. Video: Privat - Redigering: Liv Sepstrup



Ditte-Marie Wikkelsø sætter tasken på bordet. Én efter én hiver hun tunge biologibøger spækket med bogmærker op af tasken. Også en halv liters Faxe Kondi Booster og en pose cashewnødder får plads på bordet ved siden af computeren.

Det er eksamensdag.  

På grund af coronakrisen har Børne- og Undervisningsministeriet besluttet, at elever på treårige ungdomsuddannelser skal op til tre i stedet for syv eller otte eksamener. 

Fakta om eksamenerne

STX, HTX og HHX. Skriftlig dansk, skriftlig eksamen i et udtrukket studieretningsfag på A-niveau og mundtlig forsvarelse af deres store skriftlige opgave (SRP, SOP). Resten af prøvekarakterene erstattes af årskarakterer, som gives i slutningen af skoleåret. 

 

HF. Fire eksamener. Skriftlig dansk, skriftlig engelsk, mundtlig dansk og den senest placerede mundtlige prøve. I fag uden eksamen giver læreren karakter på baggrund af en vurderingssamtale.  

 

1.g, 2.g og 1.hf skal ikke til nogen eksamener i år.  

Den skriftlige biologieksamen er den første af blot tre for Ditte-Marie Wikkelsø. I dag er særligt vigtig for hende. Den store drøm er nemlig at blive optaget på fysikstudiet, og til det skal hun bruge et gennemsnit på 7, men det rækker karaktererne ikke til endnu. 

Ville give den en skalle til eksamen

I sommeren op til 3.g skiftede Ditte-Marie Wikkelsø klasse.  Derfor har hun i dette skoleår haft stor fokus på at få det sociale til at fungere i det nye klassemiljø.  Skolen kom i anden række.

Det er gået ud over hendes karakterer. 

Min store plan her til sidst var at hæve det hele, for jeg ved godt, at jeg kan finde ud af det, men det kan jeg jo så ikke længere.

Ditte-Marie Wikkelsø, 3.g'er

- Oven i det har jeg været med i seks skoleaktiviteter, som har gjort, at jeg minimum én dag om ugen har været væk i et par moduler. Det hele samlet har bare gjort, at mine karakterer er faldet, siger Ditte-Marie Wikkelsø.

Derfor har Ditte Marie Wikkelsø gennem det sidste halve år cirka én gang om ugen fået private undervisningstimer gennem MentorDanmark i biologi. Og i eksamensperioden ville hun trykke ekstra på speederen.

- Min store plan her til sidst var at hæve det hele, for jeg ved godt, at jeg kan finde ud af det, men det kan jeg jo så ikke længere, siger Ditte-Marie Wikkelsø.

Kamp om ordet

Da landet lukkede ned blev alle gymnasieelever også sendt hjem på hjemmekontoret. Det betød undervisning under helt nye forhold. Gruppearbejde og klassemøder i Google Teams blev hverdag for Ditte Marie Wikkelsøe og hendes medstuderende.

Men undervisningen på en virtuel platform er ikke optimalt, hvis man gerne vil hæve sit gennemsnit.

- Problemet med virtuel undervisning har været, at hvis en anden person begynder siger noget først, så kan man ikke bare afbryde. Det bliver lidt først-til-mølle-princippet, når det kommer til, hvem der får ordet, siger hun. 

Færre eksamener kombineret med at det har været svært at sige noget i undervisningen, har været en dårlig kombination for Ditte-Marie Wikkelsø. Det var nemlig især de mundtlige karakterer, som hun har brug for at få hævet. 

- Men det kan jeg jo så ikke alligevel, siger Ditte-Marie Wikkelsø med en skuffet mine. 

Optimisme at spore

Notepapirerne lægges sirligt i en lille bunke ved siden af computeren. I dag er dagen, hvor det ikke må gå galt. Det er en af de få chancer, som Ditte-Marie Wikkelsø får for at vise, hvad hun kan til en eksamen. 

- Førhen forstod jeg ikke et hak af, hvad der stod i bøgerne, men nu forstår jeg faktisk, hvilke typer ord og begreber der er. Jeg kan virkelig se, hvor meget mit hårde arbejde i ekstraundervisningen har givet mig. 

- Jeg skal gerne have et 7-tal, siger hun med selvsikkerhed i stemmen.

Hør mere om Ditte-Marie Wikkelsø og tre andre kommende studenters sidste måneder i gymnasiet i YouTube-serien "Årgang Corona"