Det var et ganske presset FC Svendborg-mandskab, der lørdag eftermiddag gik på banen på Amager mod hjemmeholdet fra B 1908.
Inden kampen lå FC Svendborg blot to point over nedrykningsstregen, og på den anden halvdel af banen stod et topmotiveret hjemmehold, der ikke kunne bruge andet end en sejr, i det et nederlag definitivt ville sende B 1908 ned i Danmarksserien.
FC Svendborg fik en god start på kampen, da de kom foran efter 17 minutter, men bare to minutter senere udlignede B 1908.
Men så tog Svendborgs Jonas Hvilsom ellers fat.
I slutningen af første halvleg bragte han fynboerne foran, og i anden halvleg udbyggede Svendborg med yderligere to Hvilsom-kasser føringen til 4-1, der også blev kampens resultat.
Dermed blev Jonas Hvilsom noteret for et flot hattrick.
Efter dagens sejr er B 1908 færdige i 2. division, mens FC Svendborg nu har fem point til stregen og dermed er tæt på at sikre overlevelsen i den tredjebedste række.
Næsby-sejr i Aarhus
Også Næsby fik lørdag tre point med hjem fra en udebanetur. Odenseanerne var en tur i Aarhus for at møde Skovbakken.
Takket være scoringer fra Anders Madsen (14. minut) og Andreas Bock (58. minut) var der tre point med i bussen hjem mod Fyn. Det gjorde det også lidt lettere for gæsterne, at hjemmeholdet blev reduceret til ti mand allerede i slutningen af første halvleg.
Næsby ligger nu nummer tre i nedrykningsspillet med to runder igen.
B 1908-Svendborg 1-4 (1-2).
0-1 Noel Nyason (17. minut). 1-1 Martin Lisborg (19. minut). 1-2 Jonas Hvilsom (38. minut). 1-3 Jonas Hvilsom (62. minut). 1-4 Jonas Hvilsom (79. minut).
Tilskuere: 211.
Skovbakken-Næsby 0-2 (0-1).
0-1 Anders Madsen (14. minut). 0-2 Andreas Bock (58. minut).
Udvisning: Magnus Clemmensen, Skovbakken (34.)
Tilskuere: 125.
Kilde: Ritzau