Flertallet er på plads: Svendborg søger DGI's landsstævne

Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann har fremlagt en finansieringsplan, der har fået socialdemokraterne til at vende tomlen op til projektet.

Finansieringen af et landsstævne i Svendborg har været den helt store hurdle i forhold til, om der kunne skabes flertal for at søge om at få Danmarks største idrætsfestival til det sydfynske i 2021.

Men nu er Venstre kommet med et nyt finansieringsforslag, der skal finde de 24,8 millioner kroner, som kommunen forventer at det kommer til at koste. Forslaget får fuld opbakning fra socialdemokraterne på den anden side af bordet i byrådssalen.

- Vi har hele tiden været skeptiske over for det her, for det måtte ikke komme til at tage penge fra de bløde og sårbare områder i kommunens økonomi. Men den her model kan vi godt stemme for, siger socialdemokraternes formand i Svendborg, Bo Hansen.

Det glæder selvfølgelig Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann (V), der gennem lang tid har haft ønske om at få landsstævnet til Svendborg i 2021.

- Jeg har selvfølgelig lyttet til kritikken, og med den model, der er nu, mener jeg godt, vi kan gøre det, uden borgerne mærker det, siger Lars Erik Hornemann.

Borgmesteren glæder sig over, at finansieringen og det politiske flertal er faldet på plads, så de nu kan komme videre i processen.

- Nu hvor økonomien er på plads, skal vi have lavet en rigtig spændende ansøgning med fokus på de mange idrætsaktiviteter og idrætsuddannelser, vi har på Sydfyn - og så ikke mindst Svendborgsund, siger Lars Erik Hornemann.

Se mere om historien på TV 2/FYN kl. 19.30 lørdag.

Oversigt

    Oversigt