Flotte amerikanerbiler: Bilentusiaster brændte dæk af og fik en sludder til minitræf

Da Fyns største biltræf blev aflyst af corona, tog en gruppe bilentusiaster sagen i egen hånd og skabte et privat minitræf i baghaven med sammenhold og bilos.

Der var en tæt lugt af brændte bildæk, benzin og øl i luften, da 50 amerikanerbiler og ejere lørdag var samlet i Gislev.

Alle skulle de have været til Fyns største biltræf, Odinstræf, i Langeskov til august, men det kunne de hurtigt skyde en hvid pil efter, da covid-19 aflyste alle større forsamlinger sommeren over. 

Men en mindre pandemi skulle ikke stoppe en gruppe bilentusiaster. De besluttede sig for at invitere til fest og en køretur fra baghaven.

- Når nu vi ikke har noget at komme til i år, så laver vi det bare selv. Og det har der været god opbakning til, siger Jan Peter Henriksen, der lagde baghave til. 

Kenneth Rasmussen var afsted i sin grønne Pontiac Silver Streak fra 1948.
Kenneth Rasmussen var afsted i sin grønne Pontiac Silver Streak fra 1948.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Mere end bare en køretur

Odinstræffet er normalt et sted, hvor de mange amerikanerbilsentusiaster mødes hvert år, og da det blev aflyst, efterlod det flere af dem triste. 

For udover køretur og fremvisning af de fine biler, så betød dages minitræf også et gensyn med venner fra nær og fjern.

- Det er jo et sammenhold med venner, man mødes med et gang om året. Nogen, man har det rigtig sjovt sammen med, siger Kim Jørgensen, som også var med til at planlægge det private træf.

Med høj brummen og hjulspind forlod rækken af amerikanerbiler plænen i Gislev for at køre mod Faaborg Havn. En tur, hvor de gamle vogne for alvor kunne luftes.

quote Det er sådan et godt fællesskab, og der er aldrig ballade her. Aldrig

Kenneth Rasmussen, mekaniker

Hele vejen fra "Sverige"

Der var fremmødte fra både Fyn, Jylland og Sjælland - og lidt længere væk.

- De sjællændere kommer jo næsten fra Sverige. Bare se ham her halvsvenskeren. Hvordan kan ikke holde af sådan en, spørger Jan Peter Henriksen og lægger en arm om Kenneth Rasmussen, der i drilleri har fået tillagt ny nationalitet og har fået lejrophold i "Svenskercampen" på grunden.

For Kenneth Rasmussen har godt nok kun taget turen fra Sjælland til minitræffet i Gislev, men det er den slags drillerier, som gør det sjovt at gense motorvennerne.

Jan Peter Henriksen (til højre) kalder Kenneth Rasmussen fra svensker. Det er den slags drillerier, der gør sådan et biltræf fantastisk for de fremmødte.
Jan Peter Henriksen (til højre) kalder Kenneth Rasmussen fra svensker. Det er den slags drillerier, der gør sådan et biltræf fantastisk for de fremmødte.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

- Nu har vi været en uge hos Kim og Jan, som er nogle søde fyre fra Fyn. Det kan de jo ikke gøre for, griner Kenneth Rasmussen og fortsætter:

- Det er sådan et godt fællesskab, og der er aldrig ballade her. Aldrig, siger Kenneth Rasmussen fra sin grønne Pontiac Silver Streak fra 1948.

Og da bilerne nåede Faaborg Havn ved middagstid, var det også svært at tørre smilet af Kenneth Rasmussen og de andre entusiaster.

- Det er altid dejligt befriende at køre med vennerne. Også selvom det er fynboer, griner han.

Der var masser af flotte biler til det lille træf i Gislev.
Der var masser af flotte biler til det lille træf i Gislev.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Oversigt

    Oversigt