Føler sig snydt af forsikringsselskab

En husejer fra Tåsinge regnede med hjælp fra sit forsikringsselskab efter en voldsom vandskade. Nu føler han i stedet, at forsikringsselskabet er ved at ruinere ham.

Claus Thestrup har fået skimmelsvamp i hele sit hus efter en vanskade sidste år. Hans forsikringsselskab har afvist at dække udgifterne til renovering af huset.

- Jeg er dybt ulykkelig og frusteret. Jeg er ved at blive ruineret af det, siger Claus Thestrup.

Vandskaden skete, da Claus Thestrup var ved at rejse et tag, der skulle sikre udnyttelse af førstesalen. Men en voldsom skypumpe fyldte pludselig hele huset med vand og ødelagde renoveringen og resten af huset.

Forsikringsselskabet Alm. Brand var 50 dage om at begynde undersøgelserne af huset, og i mellemtiden bredte de sundhedsfarlige svamsporer sig.

I alt 3 prøver af analysefirmaet ISO test viser, at huset og al indbo er angrebet af meget høje og sundhedsfarlige mængder svampesporer, men de test afviser Alm. Brand.

- Min tillid til forsikringsselskabet er helt væk, siger den uheldige nybygger.

Claus Thestrup har indtil nu modtaget ca. 14.000 kr. i erstatning, men han forlanger et par millioner kroner.

Alm. Brand har ikke ønsket at kommentere sagen før mandag.

Oversigt

    Oversigt