Folk er vilde med at padle på vandet - men det kan koste dig 1.500 kroner

Antallet af stående surfere er steget markant det seneste år. Det er nemt at købe et board, men mange undervurderer, hvor farligt det kan være, hvis man ikke ved, hvad man laver.

Interessen for at komme ud på vand og stå op og padle er eksploderet det seneste år. 

Det kan ses på vandet, mærkes i webshoppene og sågar ses i både Bilka og Føtex, der sælger alverdens udgaver af det populære paddleboard til vandsporten SUP. 

- Det er relativt tilgængeligt, og vi har set en eksplosion af onlinesalg af diverse kina-produkter til ikke mange penge, og det gør, at mange bliver fristet af det, og tænker, at det er sikkert fint, det skal prøves. Men man glemmer lidt, at nu er man til havs og færdes på havet. Havet er fantastisk, men havet kan også være potentielt farligt, siger Nicolai Ilcus, der er indehaver af Nicus Nature på Tåsinge.


Et paddleboard kvalificeres som et fartøj, derfor er det et lovkrav, at man ifører sig en rednings- eller svømmevest. Og det kan måske være fristende at lade den ligge, og blot være sommer-pæn på brættet. Men det kan give en bøde på 1.500 kroner, hvis man glemmer den. 

Men en ting er en bøde og forfængeligheden, noget andet er, at det kan være en farlig affære at købe et board og give sig i kast med det våde eventyr på åbent hav uden at have styr på vand og sikkerhed.


Selv folk med hunde padler

Nicolai Ilcus er foruden indehaver af Nicus Nature også instruktør, uddannet Adventure Travel Guide, og han hjælper eventyrlystne med at få en god oplevelse på vandet. Han har også oplevet den stigende interesse.

- Det er virkelig bredden af Danmark. Det er alle, der er begyndt at stå på stand up paddleboard. Det er fitnessfolk og komplette begyndere, som ingen historik har med havet og dets udfordringer og glæder. Så det er vidt og bredt. Sågar folk med hunde, griner han.

Sofie Nørtoft fra Odense og hendes veninde har i dag booket en af Nicolai Ilcus ture på vandet inklusiv instruktøren Nina Brandt.

Hun giver de to studerende kvinder en kort introduktion til udstyret og de sikkerhedsmæssige regler og råd, inden hun padler med dem ud på vandet og skal guide dem yderligere.

Gode råd til en tur på paddleboard:

Instruks i det perfekte fald

Først padler de på maven. Så er det op på knæ og finde balancen. Til sidst er det helt op og stå på brættet. Det hedder trods alt "stand up paddleing". Altså at man står op og padler. 

- Humlen er at være stabil i overkroppen og så lade det køre i knæene, råber hun til de to piger, der er ved at finde balancen.

Da de finder balancen er det tid til at lære en anden vigtig ting. Hvordan man falder i vandet og kommer trygt op igen. 

- Det er vigtigt at lære af falde af to årsager, siger instruktøren Nina Brandt til de to piger og fortsætter.

- For det første er der mange, der bliver paniske bare ved tanken om at falde. Hvis man har prøvet at falde, kan det give noget ro i forhold til at mærke, at så var det heller ikke værre. Det andet er det sikkerhedsmæssige i, at hvis det sker, fordi der kommer en bølge eller noget, skal vi ikke gå i panik, så vi falder på boardet og slår os, siger Nina Brandt.

Og så er det de to veninders tur.

De falder i vandet med et plask en efter en. 

- Det er meget fedt, at man kan få instruks i det perfekte fald.

- Ja, svarer Sofie Nørtoft, inden hun giver sig i kast med at falde med vilje.

- Det er virkelig godt for tømmermændene, vandet er dejligt, siger hun.

Efter cirka en times grundige instruktioner, kan de to unge kvinder få lov til at padle sikkert rundt for sig selv og opleve Svendborgsund. 

Oversigt

    Oversigt