Formodet narkohandel gik galt og endte i personpåkørsel

Tre er anholdt efter en episode ved Svendborg Vest Station. Politiet formoder, at en narkohandel udviklede sig til håndgemæng og en bevidst påkørsel.

Fyns Politi blev tirsdag eftermiddag kaldt ud til Svendborg Vest Station. Beskeden lød, at to personer havde forsøgt at købe en motorcykel, men i stedet var de blevet frarøvet et pengebeløb af tre mænd. 

Sådan var virkeligheden dog ikke helt, da politiet mødte op. 

I stedet kunne man konstatere, at en person på stedet var blevet påkørt af en bil, og at der ikke var nogen motorcykel at se nogen steder. 

Efter kort tids efterforskning begynder et andet billede at tegne sig for politiet. 

- Vi tænker i stedet, at der er tale om en handel med euforiserende stoffer, der er gået galt, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi.

De to personer, der angivelig skulle være blevet frarøvet penge, blev i stedet anholdt for at have påkørt manden, og det samme gjorde den mand, der var blevet påkørt.

Efterfølgende ledte politiet i område med hundepatruljer efter de to resterende mænd, som man dog ikke fandt frem til. 

- Vi ved, hvilken retning vi skal kigge efter dem. Vi vil gerne snakke med dem og få kastet lidt mere lys over det her, fortæller vagtchefen. 

Store dele af området ved stationen var i en periode afspærret, ligesom togene blev bedt om at holde stille i en periode. 

Oversigt

    Oversigt