Forsvunden bilist melder sig til politiet

En større eftersøgning efter dem 54-årige mand, der forsvandt efter et trafikuheld er slut. Tirsdag aften ringede han selv til politiet.

Den 54-årige mand, der mandag aften blev kvæstet, da han kørte galt ved Vester Skerninge ved Svendborg, ringede tirsdag aften til politiet.

- Han ringede kort efter klokken 20 og fortalte, at han var hjemme og i live, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Lars Thede.

Manden kørte mandag aften galt i sin bil. Først ramte han en parkeret bil og fortsatte ind i noget buskads, før han ramte et træ.

Da betjente og ambulancefolk kom frem, kunne de se blodspor efter den kvæstede bilist.

Af frygt for, at manden lå hjælpeløs et sted i området, blev en større eftersøgning sat i værk.

Eftersøgningen, der foregik med hunde og en helikopter, fortsatte tirsdagen igennem, selv om efterforskningen i løbet af dagen viste, at han måske ikke var så ilde tilredt som først antaget.

To gange tirsdag formiddag ringede han til sin forældre fra sin arbejdsmobil, dog uden at få fat på dem.

- På hans bopæl fandt vi noget blodtilsølet tøj, som vidner fortalte, at han havde haft på, så det tydede på, at han havde været hjemme at skifte tøj, fortæller Lars Thede.

- Men han kunne jo stadig være faldet om efterfølgende, og derfor fortsatte vi eftersøgningen, siger han.

I forbindelse med undersøgelsen af sagen har politiet talt med flere mennesker, der kender den 54-årige.

Konklusionen er, at det er muligt, at 54-årige måske havde drukket inden kørslen. Det sker jævnligt, at berusede bilister stikker af for at undgå at blive dømt for spritkørsel.

Da der er gået så lang tid, kan politiet da heller ikke bevise, at manden har kørt spritkørsel, men en sigtelse slipper han ikke for.

- Han vil i hvert fald blive sigtet efter færdselsloven for at stikke af fra et færdselsuheld, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt