Fortsat glohed sommer giver kraftigt iltsvind i fjorde

Efter måneders intens sol og varme er de danske farvande hårdt plaget af iltsvind. Eneste håb er stærk blæst.

Den seneste uge har ikke budt på lindring for de danske farvende, når det kommer til det iltsvind, der præger dem efter langt tids sol og varme.

Det fortæller kontorchef i miljøstyrelsen Harley Bundgaard Madsen.

- Vi har i denne uge været i områder ved Lolland-Falster, Fyn og op langs de østjyske fjorde.

quote Om dyrelivet overlever, det kommer helt an på varigheden og niveauet for iltsvind

Harley Bundgaard Madsen

- Det vi ser lige nu, er, at vi har en forværring i det sydfynske, hvor der er kraftigt iltsvind. Vi ser iltsvind i Haderslev Fjord og i Mariager Fjord, siger Harley Bundgaard Madsen.

Iltsvind opstår, fordi næringsstoffer fra hovedsageligt landbruget skyller ud i fjordene. Det giver stor vækst af alger, som trækker ilt ud af vandet, når de vokser og forgår.

Når det samtidigt er solrigt og varmt, så har algerne optimale betingelser. 

- Om dyrelivet overlever, det kommer helt an på varigheden og niveauet for iltsvind. Kommer vi helt ned på nul - og der er vi ikke endnu - kan vi få bundvendinger, hvor der kommer svovlbrinte op fra bunden.

- De er giftige, og det kan dyrene ikke tåle. Sker det ikke, så kan dyr som muslinger godt klare det et stykke tid, siger Harley Bundgaard Madsen.

Mere mobile dyr som fisk når normalt at slippe ud af fjordene.

For at iltsvindet bliver mindsket, er der kun en ting, der hjælper.

- Der er én opskrift på den korte bane, og det er blæsevejr. Det skaber en cirkulationseffekt, hvor overfladevand med ilt bliver ført ned til det iltfattige bundvand, siger Harley Bundgaard Madsen.

Kritik for landbrugspakke

Blæsten skal helst være ganske kraftig, før dybe fjorde som dem i det sydfynske bliver iltede. 

Iltsvind blev for alvor kendt i Danmark, da stort set alt liv i Mariager Fjord forsvandt omkring 1997.

Siden da er der lavet en stribe politiske tiltag for at mindske udledningen af de stoffer, der giver iltsvind.

Den siddende regering - og daværende minister Esben Lunde Larsen (V) - fik stor kritik for Landbrugspakken indført i 2016, der mindskede flere restriktioner på landbrugets udledning af de næringsstoffer, der giver iltsvind.

Mens iltsvind kan være dræbende for miljøet i fjordene er det ikke farligt for mennesker. Med mindre man drikker vandet eller har gæller, siger Harley Bundgaard Madsen.

Oversigt

    Oversigt