Frygter flere aborter efter lukning af præventions-klinik

Flere unge piger kan bliver tvunget ud i en abort efter at præventionklinikken i Svendborg er blevet lukket på grund af besparelser.

Præventionsklinikken hørte under Gynækologisk afdeling på Svendborg Sygehus, men drejede 1. januar nøglen om på grund af besparelser.

- Der er ikke andre steder at spare, og vi kan ikke køre forsvarligt videre med de nuværende resurser, siger overlæge Ole Jørgensen.

Præventionsklikken har fungeret som et tilbud til unge omsorgssvigtede piger, som har haft svært ved at gå til egen læge med spørgsmål om prævention og graviditet. Sexolog Rikke Thor har tidligere været ansat på klinikken.

- Præventionsklinikken gjorde et stort arbejde med omsorgssvigtede unge piger. De kunne komme anonymt og få rådgivning og gratis prævention, men det er slut nu, og jeg kan kun frygte for konsekvenserne, siger Rikke Thor til Fyns Amts Avis.

Rikke Thor vurderer, at omkring 150 piger årligt gjorde brug af klinikkens tilbud.

- Resultatet kan meget vel blive, at de gennemfører en uønsket graviditet, siger Rikke Thor.

Overlæge Ole Jørgensen er enig i at lukningen er uheldig.

- Vi sparer 200.000 kroner, men bare én uønsket graviditet, så kan de penge være sat til, forklarer Ole Jørgensen til avisen.

Oversigt

    Oversigt