Fusk med patientjournaler: - Der må jo være nogen, der har ansvaret

Det er regionens ansvar at kontakte patientgruppen i svindlende lægehus i Svendborg - ikke omvendt. Det mener regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum.

Region Syddanmark handler ikke hensigtsmæssigt i sagen om lægefusk i Svendborg.

Det mener regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum (EL). Derfor inddrager hun nu Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Det er regionen, der har ansvaret for det her område. Og hvis de ikke har ansvaret for selve patientjournalerne, så må det i min optik være Styrelsen for Patientsikkerhed, der har det. Der må jo være nogen, der har ansvaret, siger hun. 

Regionens ansvar at henvende sig

Onsdagens henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed sker i forlængelse af hendes frustration over Regions Syddanmarks manglende undersøgelse af fejl i patientjournaler hos patienter, der er tilknyttet det svindlende lægehus. 

quote Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kontakter den samlede patientgruppe

Vibeke Syppli Enrum, Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark

Hun mener, at det bør være regionens ansvar at henvende sig til patienterne og tilbyde hjælp til tjek af journalerne - og ikke patienternes ansvar at henvende sig til regionen. 

- Patienterne kan godt selv søge aktindsigt i deres journaler, men det er formentlig kun de psykisk stærke patienter, der har det overskud. Det har de svage patienter ikke, siger Vibeke Syppli Enrum.

Hun undrer sig over, at regionens administration og politiske udvalg ikke stiller sig til rådighed over for de pågældende patienter. Udvalg hun selv er en del af.

Derfor valgte hun onsdag at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Min tilgang er, at Styrelsen for Patientsikkerhed må have en interesse i, og et ansvar for, at den samlede gruppe patienter i lægeklinikken bliver fulgt ordentligt til dørs, siger hun og fortsætter: 

- Det ser ikke ud til, at regionen har tænkt sig at gøre mere ved den samlede patientgruppe, så det forventer jeg, at Styrelsen for Patientsikkerhed må være interesserede i at kigge på.

- Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ikke selv kan gøre noget ved det, så må de opfordre eller pålægge regionen at tage kontakt til de patienter. Det har regionen mulighed for, for de har et register over hvilke patienter, der er tilknyttet den enkelte lægepraksis, siger Vibeke Syppli Enrum.

Vil gerne hjælpe

Vibeke Syppli Enrum er overbevist om, at regionen gerne vil hjælpe borgerne. Men hun mener, at deres tilgang i den pågældende sag er problematisk.

- Det er desværre sådan med rigtig mange offentlige myndigheder, at når der sker en fejl, så er det kun dem, fejlen er sket ved, der informeres. Der er altså en uvilje til at informere andre, der kunne være i samme situation, siger Vibeke Syppli Enrum.

Nu håber hun, at regionen vil rette henvendelse til de pågældende patienter i lægehuset. 

- Jeg tror der er en stor villighed i regionen til at hjælpe de enkelte patienter, der møder op. Så jeg forstår ikke hvorfor man ikke kontakter den samlede patientgruppe, siger Vibeke Syppli Enrum og fortsætter:

- Man kunne sagtens henvende sig på en ordentligt måde uden at blæse noget op. 

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men afventer fortsat svar. 

Oversigt

    Oversigt