Siden lørdag eftermiddag har Fyns Politi søgt efter en ældre kvinde, der sidst er set på Heldagergårdsvej ved Svendborg klokken 16.15. Kvinden er lørdag aften stadig ikke fundet.
Vagthavende Kenneth Taanquist fra Fyns Politi forklarer, at kvinden mødte op på en ejendom på Heldagergårdsvej. Da husets beboere spørger kvinden, hvad hun skal, forklarer hun, at hun bor der.
Familien siger til kvinden, at hun ikke bor på adressen, og derefter forlader hun stedet. Det er først, da kvinden er gået, at husets beboere ved eftertanke fornemmer, at kvinden virkede diffus.
Derefter bliver politiet kontaktet.
- Hun går mod nord fra Heldagergårdsvej mod Brændeskov. Ifølge beboerne virker hun dement, diffus eller omtåget, forklarer Kenneth Taanquist.
Intensiverer eftersøgningen
Fyns Politi har intensiveret eftersøgningen med hundepatruljer og helikopter, men hører meget gerne fra kvinden selv eller pårørende, forklarer Kenneth Taanquist.
- Vi hører meget gerne fra kvinden selv, pårørende eller plejecentre i nærheden, der kender til kvinden. Om hun har det godt og er kommet godt hjem, så vi ikke skal frygte for hendes ve og vel, siger den vagthavende.
Kvinden beskrives som 65-70 år gammel, spinkel og med gråt, mellemlangt hår. Hun er iført en mørkeblå jakke og går med stok.
Fyns Politi kan kontaktes på 114.