Fyns Politi i stor våben- og narkorazzia: Fem personer anholdt

Fyns Politi har anholdt fem personer i Svendborg og på Langeland i forbindelse med to større ransagninger.

Fem personer i Svendborg og på det sydlige Langeland er blevet anholdt efter omfattende narko-razziaer.

I alt er 17 personer - herunder 13 mænd og 4 kvinder - blevet sigtet for at være i besiddelse af stoffer og våben.

- Vi er rigtig godt tilfredse med, at aktionen førte til både omfattende sigtelser og beslaglæggelser, som vi nu kan arbejde videre med, siger vicepolitiinspektør fra Fyns Politi Jørgen Andersen i en pressemeddelelse.

 

 

Under ransagningerne beslaglagde politiet både hash, kokain, MDMA- og ecstasypiller, psilocybinsvampe, peberspay, knojern og flere geværer og pistoler med ammunition samt indholdet af et mindre skunkhus.

Alle løsladt

Det var tip fra borgere, der førte til razziaen. Razziaen fandt sted onsdag. Politiet selv kalder det for omfattende ransagninger.

- Vi har fået flere borgerhenvendelser gennem længere tid, samt mere konkrete tip fra miljøet, som ligger til grund for aktionen. Henvendelserne viser, at gadesalget skaber enorm utryghed blandt borgerne, og det er vigtigt at kunne føle sig tryg i sin by, siger Jørgen Andersen i en uddybende kommentar til TV 2/Fyn.

De fem anholdte blev alle løsladt efter afhøring.

- Alle fem personer er mænd. Fremadrettet gør vi sagerne færdige til anklagemyndigheden, så der kan blive rejst tiltale mod dem, siger Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

 

 

Politiets fangst