Fyns Politi kræver byrådsmedlem fængslet

Morten 'Sol' Petersen, løsgænger i Svendborg Byråd, kan ende i fængsel for at have tildelt knytnæveslag til det tidligere byrådsmedlem Knud Albertsen.

En sag om mulig vold kan få store konsekvenser for den tidligere DF'er Morten 'Sol' Petersen.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi kræver ham fængslet for at have slået Knud Albertsen flere gange i hovedet, også imens Albertsen lå ned. 

Det fremgår af anklageskriftet, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i. 

Ifølge anklageskriftet slog Morten 'Sol' Petersen den 16. marts klokken cirka 22.15 flere gange Knud Albertsen i hovedet, og derfor har Fyns Politi tiltalt ham efter straffelovens paragraf 244 stk. 1 med påstand om en fængselsstraf. 

Straffeloven paragraf 244

Albertsen: Jeg har stadig koncentrationsproblemer

Det var Fyns Amts Avis, der første gang kunne fortælle om episoden. Dengang beskrev Knud Albertsen, hvordan en venskabelig middag ifølge ham tog en uventet drejning, 

- Vi havde inviteret dem til en gang frokost. Helt venskabeligt. Der havde ikke været problemer eller intriger forud, og der var heller ingen uoverensstemmelser under besøget. Ikke det, der ligner, men pludselig ryger han op som en trold af en æske. Der farer en djævel i ham, sagde Knud Albertsen til Fyns Amts Avis. 

- Jeg blev nærmest slået ud. Det var min kone, der fik stoppet ham.  

Over for TV 2/Fyn fortæller Knud Albertsen, at han i dag fortsat har gener efter episoden. 

- Jeg fik så mange knytnæveslag, at jeg bagefter var forslået, og min skillevæg i næsen havde rykket sig. Og jeg er ikke ovre det endnu. Jeg er træt, jeg har svært ved at koncentrere mig og kæmper med hovedpine, siger Knud Albertsen.

At sagen kan ende med fængselsstraf til Morten 'Sol' Petersen, har Knud Albertsen ikke de store kommentarer til. 

- Jeg synes, at det er en utrolig kedelig sag, men jeg er ikke dommer. Der skal dog være retfærdighed i enhver sag - også i denne. Jeg kan kun bekræfte, at dét, der står i anklageskriftet, stemmer overens med, hvordan jeg oplevede situationen, siger Knud Albertsen.  

Morten 'Sol' er tavs

TV 2/Fyn har talt med Morten 'Sol' Petersen, som ikke ønsker at udtale sig specielt meget om sagen.

Men forholdt at en dom kan koste Petersens plads i byrådet, siger han følgende:

- Det er muligt, det ender dér. Men det må vi tage, når vi har været i retten.

Ellers henviser han til sin advokat, Claus Olsen. Claus Olsens arbejdsgiver, Advokathuset Svendborg - Odense, oplyser til TV 2/Fyn, at advokaten holder ferie. 

Sagen skal for retten den 28. juni.    

Morten 'Sol' Petersen

Oversigt

    Oversigt