Fynsk affaldsanlæg udpeget til at lukke inden 2030

Ifølge affaldsaftale skulle KL udpege de mindst effektive og mindst miljørigtige anlæg til lukning.

Svendborg Kraftvarme A/S er et af de anlæg, der skal lukke, hvis klimaet og den danske samfundsøkonomi skal sikres.

Det fremfår at en plan, hvor Kommunernes Landsforening (KL) har udpeget de mindst effektive og mindst miljørigtige danske anlæg til lukning. Planen er fremlagt, efter at Folketinget i juni indgik aftalen "En grøn affaldssektor 2030". 

I alt er der tale om 10 af 23 forbrændingsanlæg i Danmark, der ifølge KL skal lukke inden 2030. Det vil reducere forbrændingskapaciteten med 30 procent frem mod 2030, oplyser KL i en pressemeddelelse.

- Vi er nået frem til en plan, der både tager hensyn til, hvad der er bedst for klimaet og den danske samfundsøkonomi. Det er ingen hemmelighed, at det ikke har været en let opgave, siger KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), i pressemeddelelsen.

- Vi står nu med en faglig plan, der peger på, at der i 2030 kan opnås en klimaeffekt på 0,5 millioner tons CO2 og en økonomisk effektiviseringsgevinst på samlet 600 millioner kroner.

Kommer ikke som en overraskelse

Det kommer ikke bag på Svendborg Kraftvarme A/S, at det er endt på listen. Lokalt har der de seneste to år netop været snak om en lukning af anlægget.

- Man kan sige det på den måde, at vi ikke er overrasket. Vi var forberedt på, at vi lå i risikogruppen for at komme på den liste, og det, at vi nu ser det på skrift, ændrer ikke så meget ved det, siger direktør Kjeld Johansen.

Ifølge ham er en af årsagerne til, at anlægget bonner ud som mindre effektivt, at det ikke kan komme af med al den varme, der bliver produceret. Derfor bliver man om sommeren nødt til at køle det ned, fordi der ikke er husstande nok at sende det ud til. 

Svendborg Kraftvarme blev taget i brug som energiproduktionsanlæg i 1999 og miljøbehandler årligt cirka 50.000 tons restaffald. Anlægget tager primært imod restaffald fra husholdninger og industri i Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Ærø Kommune.

Må ikke gå ud over borgerne

Ifølge Jacob Bundsgaard er det vigtigt, at lukningen af anlæggene ikke går ud over borgerne.

- Det skal gøres så omkostningseffektivt som muligt for at sørge for, at forbrugerpriserne fortsat er billige, siger Jacob Bundsgaard.

- Desuden er det afgørende, at vi garanterer borgerne et alternativ til den affaldsenergi, der bliver udfaset, så der stadig er varme i hjemmene til rimelige priser.

En politisk drøftelse mellem staten og kommuner skal frem mod sommeren 2021 konsolidere planen og finde en model for fordeling af affald i hele landet.

De resterende ni forbrændingsanlæg, der skal være taget ud af drift inden 2030, er:

Argo (Roskilde), MEC Bioheat & Power (Holstebro), I/S Norfors (Hørsholm), Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (Hjørring), AffaldPlus (Slagelse), Sønderborg Kraftvarme I/S, Aars Fjernvarme, Hammel Fjernvarme, Bornholms Affaldsbehandling.

Oversigt

    Oversigt