Fynsk politiker udsat for hadske beskeder og dødstrusler 

Folkene bag beskederne ønsker ikke at tale med TV 2 Fyn. Bjørn Brandenborg har svært ved at forstå, hvorfor han modtager hadske beskeder og dødstrusler jævnligt.  

- Jeg håber, du dør af corona. 

- Fascistiske svin. 

- Landsforrædder.

Sådan lyder blot nogle af de hadske beskeder, som det fynske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) i torsdags modtog i forbindelse med et facebookopslag om genåbningen af samfundet. 

- Jeg har svært ved at forstå, at man skriver ting, som er så grove, siger Bjørn Brandenborg til TV 2 Fyn. 

- Jeg har oplevet at få tilsendt flere beskeder i min personlige indbakke fra folk, som skrev, at de håbede, at min kæreste og jeg ville dø af corona, fortæller han.

quote Jeg har oplevet at få tilsendt flere beskeder i min personlige indbakke fra folk, som skrev, at de håbede, at min kæreste og jeg ville dø af corona

Bjørn Brandenborg

Farvel og tak!

TV 2 Fyn har været i kontakt med en af de personer, der er kommet med hadske beskeder mod Bjørn Brandenborg. Da TV 2 Fyn ringer til ham, vil hans familie dog ikke lade journalisten tale med personen (se optagelserne øverst i artiklen). 

- Hva’ helvedet vil du!? Har du ikke hørt, hvad jeg har sagt til dig?! Jeg siger farvel og tak, og du ringer ikke mere, vel, lyder det i telefonen, hvorefter der bliver lagt på. 

Bjørn Brandenborg er langt fra den eneste, der må lægge øre til hadske beskeder i mailboksen eller på sociale medier. 

Se tv-indslaget med Bjørn Brandenborg. 
Fotograf: Ken Petersen

Danskerne dropper debat 

En undersøgelse har tidligere vist, at hver anden folketingspolitiker er blevet truet eller har modtaget hadske bedskeder. 

- Hvis man ser på tonen i debatten på sociale medier, er det blevet værre, siger Ask Hesby Krogh, der er analysechef hos Digitalt Ansvar. 

quote Hvis man ser på tonen i debatten på sociale medier, er det blevet værre

Ask Hesby Krogh

En undersøgelse i efteråret viste, at 57 procent af danskerne ikke ønsker at deltage i den offentlige debat på sociale medier. 

- De sociale medier er enormt gode til at placere os på det ene eller andet hold, og så fodrer de os i virkeligheden med de holdninger, som vi abonnerer på, og de bliver vildere og vildere, forklarer Ask Hesby Krogh. 

- Så sidder man lidt for sig selv og bliver ikke udfordret på det, fortæller han.

Strafbart at komme med trusler

Regeringen og Socialdemokratiet har haft ekstraordinær stor indflydelse på danskernes liv de seneste års tid som følge af coronaviruspandemien.

Kan du forstå, at der er nogen, der er så presset lige nu under nedlukningen og føler sig trådt på af din regering, at de ikke kan styre sig?

- Nej, det forstår jeg ikke, for det, vi taler om her, er jo ikke nogen, der skriver, at de synes, at det er for dårligt, eller at vi må genoverveje beslutningerne. Det er folk, der kommer med modbydelige udtalelser og dødstrusler mod politikere og politiske kollegaer, siger Bjørn Brandenborg. 

Han har valgt ikke at anmelde truslerne til politiet, men de er dog blevet anmeldt til Facebook. 

Sender man hadske beskeder via sociale medier eller på anden vis, kan det have konsekvenser. I 2016 blev en 18-årig kvinde dømt for at true folketingsmedlem Mai Mercado (K) på Facebook.

Oversigt

    Oversigt