Fynsk skole i historisk fodboldfinale: - Det bliver helt vildt

Nymarkskolen skal torsdag eftermiddag spille finale i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Kampen er den allersidste i turneringens 58 år lange historie.

Ikke færre end 13 busser fyldt med lærere og elever fra Nymarkskolen er torsdag formiddag på vej fra Svendborg til Vejle. Det er de, fordi skolens drengehold har kvalificeret sig til finalen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering, der spilles torsdag eftermiddag på Vejle Stadion.

Holdet består af elever fra ottende og niende klasse på Nymarkskolen. I alt er der elever fra seks-syv forskellige klasser, fortæller holdets træner, Jon Bøgedal.

quote Chancen er god. Vi har jo vundet rub og stub indtil videre. Så jeg håber da, at vi kan tage den sidste her også

Jon Bøgedal, træner, Nymarkskolen

- Fællesskabet har båret holdet utrolig langt. Vi har haft en enorm opbakning fra skolen i en tid, hvor der er meget fokus på individuelle færdigheder og karakterræs. Så det her er jo noget helt andet, som vi kan på Nymarkskolen, hvor vi kan samle hele skolen, og vi kan samle drenge fra rigtig mange forskellige klasser om at skabe glæde om fodbold, siger træneren.

Modstanderen i torsdagens finale er fra Trørødskolen i Nordsjælland. Jon Bøgelund indrømmer, at han ikke ved ret meget om de spillere, der står på den modsatte banehalvdel, når finalen fløjtes i gang.

(Artiklen fortsætter under videoen)

 

- Jeg har ikke været på Sjælland og se dem spille. Jeg har kunnet læse nogle artikler om dem. Det er et skarpt hold, og der er jo ikke nogen, der kommer i finalen på en fribillet, så det er helt klart et dygtigt hold, vi skal op imod, siger Jon Bøgelund.

Alligevel er han optimist på sit holds vegne.

- Chancen er god. Vi har jo vundet rub og stub indtil videre. Så jeg håber da, at vi kan tage den sidste her også, siger Jon Bøgelund.

Vil det mest

Jakob Jessen, der går i ottende klasse, ser frem til finalen i Vejle. Han mener, at viljen til at ville vinde har været med til at bære holdet frem mod finalen.

- Vi vil det mest. Og så er vi bare et godt fodboldhold, siger Jakob Jessen, der spiller på midtbanen.

Han glæder sig selvfølgelig meget til kampen – og til hele den oplevelse, det bliver at skulle spille på et stort stadion som Vejle Stadion.

- At gå ind på stadion tror jeg bliver en megafed oplevelse med mange tilskuere. Det bliver sjovt at prøve, siger midtbanespilleren.

Holdet tager langt fra alene til finalestævnet. Ikke færre end 13 fyldte busser har torsdag formiddag sat kurs mod Nørreskoven i Vejle.

- Det betyder en del, at der er nogen, der støtter en. Det er fedt, siger Jakob Jessen og suppleres af holdkammeraten Gustav Jensen:

- Det er fedt, at de gider komme med op og se os spille og støtte os. Det er vi rigtig glade for, siger Gustav Jensen, der er forsvarsspiller på finaleholdet fra Nymarkskolen.

Har ikke kunnet sove

Spændingsniveauet er helt i top forud for finalen mod de nordsjællandske modstandere fra Trørødskolen, der ligger ved Vedbæk. Og også Gustav Jensen glæder sig til oplevelsen af at spille på et rigtigt superligastadion.

- Det bliver helt vildt. Det er noget, man måske aldrig kommer til igen, så man skal nyde det. Jeg har ikke kunnet sove i nat, fordi jeg har glædet mig så meget. Det bliver spændende, siger Gustav Jensen.

Det er i år sidste gang, turneringen afvikles – i hvert fald i den form og med Ekstra Bladet som arrangør. Avisen har stået for turneringen siden 1961, men efter årets finaler overlader avisen stafetten til DBU, der fremover vil stå for en lignende turnering.

Pigernes finale starter klokken 13, og drengenes finale klokken 14.45. Begge finaler kan streames direkte på Ekstra Bladets hjemmeside.

Nymarkskolens vej til finalen

 

Oversigt

    Oversigt