Fynsk sygeplejerske i en krigszone

Merete Rønnow er feltsygeplejerske i Afghanistan. Det sværeste er at udskrive afghanere til lokale hospitaler og pårørende, som ikke kan færdigbehandle dem.

For operationssygeplejerske Merete Rønnow fra Svendborg er tallet 444 forbundet med knuste ben, hovedskud og livstruende brandsår. Det tre firetaller toner frem på hendes lille, sorte pager, når helikopterne bringer hårdt sårede soldater ind til felthospitalet på Kandahar Airfield i Afghanistan.

Her har hun haft sin dagligdag i de seneste to en halv måned. I den periode har hun prøvet at klippe ørkenuniformen op på danske soldater, der blevet ramt af glohede fragmenter fra Talibans vejsidebomber. Hun har hjulpet afghanske børn, der er faldet ind i familiens åbne ildsted, og hun har plejet talibansoldater, der er blevet såret i kamp med Nato-styrkerne.

Men noget af det hårdeste har været at skulle udskrive afghanske civile til en uvis skæbne på de lokale hospitaler, fordi der ikke er plads til dem på felthospitalet.

- Vi stabiliserer og opererer de hårdt sårede civile afghanere, men når de bare kommer nogenlunde til sig selv, så bliver de overflyttet til det lokale hospital. Her får de ikke nogen efterfølgende behandling eller genoptræning. Og vi ved godt, hvad der sker med dem. De bliver i et hjørne, og så dør de langsomt. Det er det, jeg har det sværest med hernede, siger Merete Rønnow til Ritzau.

Når det gælder de danske og internationale soldater, er opgaven også alene at stabilisere dem. Men i modsætning til afghanerne bliver de sårede danske soldater derefter fløjet hjem til behandling hos nogle af Danmarks bedste læger på Rigshospitalet.

Blandt de mest udsatte er afghanere med svære benskader fra eksempelvis en eksploderet mine. Hvis ikke de pårørende eller det lokale hospital giver dem den rette behandling, risikerer de at få infektioner og i sidste ende dø af blodforgiftning, siger Merete Rønnow.

Det danske operationshold på tre læger og tre sygeplejersker er udsendt for et halvt år. I den periode ligger hele deres dagligdag inden for hegnet omkring Kandahar Airfield, der er verdens største Nato-base. Det er ganske enkelt for farligt at tage ud i Talibans hjerteland, der begynder lige uden for lejren. Derfor har Merete denne gang kun meget lidt kontakt til de civile afghanere i modsætning til i 2005, hvor hun hjalp afghanske kvinder på helseposter i den vestlige provins Herat som udsendt for Den Danske Afghanistan Komité. Siden da er sikkerheden i især det sydlige Afghanistan blevet værre.

Selv på Kandahar Airfield må danskerne dukke sig for de ugentlige raketangreb fra Taliban. De primitive kinesiske raketter gør sjældent skade, alligevel har fem soldater siden 2004 mistet livet under raketangreb på Kandahar Airfield. Torsdag i sidste uge ramte en raket 30 meter fra det rum, hvor Merete sover sammen med kollegaen Anne.

- Raketten kom klokken 23, da vi lige var gået i seng. Jeg hørte kun bumpet, da den landede og Anne, der råbte: Merete for satan, vi skal ned på gulvet!

Raketten detonerede ikke, og Merete lod som vanligt fragmentationsvest og hjelm blive i køjen. Ligesom hovedparten af de danske soldater i lejren, tager hun angrebene med sindsro. Normalt fortæller hun heller ikke sin mand Christer om angrebene, men torsdag gjorde hun en undtagelse og mailede hjem.

- Det skal man ikke gøre, for det virker voldsomt på dem derhjemme. Men det var måske en måde at komme af med det på. Når det kommer så tæt på, indser man, at man godt kan komme rigtig grimt til skade, selvom man bor i en bevogtet lejr, siger Merete Rønnow.

Fra torsdag i denne uge kan både hun og hendes mand dog sove roligt. Her kommer Merete Rønnow hjem efter to en halv måned i Afghanistan. Med sig i bagagen har hun dog en stor portion tvivl på det projekt, Danmark har kastet sig ud i.

- Jeg har aldrig accepteret invasionen i Irak, men jeg anerkender, at man forsøger at genopbygge Afghanistan, bygge skoler og ændre nogle ting. Men ser man tilbage i historien, så har ingen udefrakommende magt gjort det godt i Afghanistan. Jeg tror heller ikke, det lykkes for os, siger Merete Rønnow.

Hendes håb for Afghanistan knytter sig til, at Nato-landene har en strategisk interesse i at blive i landet. For det vil kræve mange tålmodige år, før landet er genopbygget, mener hun.

Merete Rønnow kommer oprindeligt fra Svendborg, men arbejder til dagligt på Gentofte Sygehus. Efter at have nydt weekenden med sin mand er hun allerede mandag tilbage blandt kollegerne på ører-, næse, halsafdelingen.

Oversigt

    Oversigt