GOG afværger KIF-comeback og sender BSH i semifinalen

KIF Kolding kan ikke længere nå en plads i semifinalerne efter søndagens nederlag til GOG.

GOG var stærkest, da klubben søndag aften ramlede ind i KIF Kolding i slutspillet i HTH Herreligaen.

Fynboerne vandt med 32-29 og sikrede sig dermed førstepladsen i sin slutspilsgruppe. Klubben har nået 11 point i slutspillet, og det kan Bjerringbro-Silkeborg på andenpladsen ikke nå at hente.

Bjerringbro-Silkeborg tabte nemlig med 27-29 til Sønderjyske senere søndag aften og har dermed seks point inden sidste runde.

Kolding kunne med en sejr over GOG have holdt en smule liv i håbet om at indhente Bjerringbro-Silkeborg, men det håb er med nederlaget nu slukket. Dermed er Bjerringbro-Silkeborg klar til semifinalen trods nederlaget til Sønderjyske.

Kolding var bagud med 13-18 ved pausen efter en sløj første halvleg, men i anden halvleg vågnede de hvidklædte gæster op til dåd og pressede GOG, der så en tand for selvtilfredse ud.

GOG's Mathias Gidsel blev kampens topscorer med ti kasser.

GOG tog teten og føringen fra start og så sig derefter ikke tilbage i første halvleg.

Emil Jakobsen var som vanligt flyvende på fløjen, mens Morten Olsen og Mathias Gidsel var afgørende i bagkæden.

Kolding-spillerne fik slet ikke styr på Olsen og Gidsel, og det betød, at tempoet i GOG's angreb var højt, og chancerne blev spillet store med effektive angrebsåbninger.

I Kolding-angrebet lå meget af ansvaret som sædvanlig hos højrebacken Peter Balling. GOG havde dog udmærket styr på ham, og holdt koldingenserne nede på 13 mål i første halvleg.

I anden halvleg kom Kolding bedre med. GOG lukkede ikke lige så godt af i defensiven, som det var tilfældet i første halvleg.

Sydjyderne spillede pludselig omhyggeligt i angrebet og kom i slutfasen så tæt på som to mål.

GOG skulle få stor glæde af særdeles rutinerede kræfter i målet. 47-årige Søren Haagen blev sendt i spil, og han diskede op med flere vigtige redninger i den periode, hvor GOG-defensiven haltede.

Mathias Gidsel spillede formidabelt i kampens afslutning og sørgede sammen med Søren Haagen for at afværge et Kolding-comeback.

GOG mangler én kamp i slutspillet. Bjerringbro-Silkeborg venter i den kommende uge i en kamp, der ikke får den store betydning.

Oversigt

    Oversigt