GOG bryder TTH-stime og avancerer i herrernes top

GOG vandt som det første hold over TTH Holstebro i herrernes håndboldliga, hvor Aalborg fortsætter sejrsstime.

Efter sejre i sæsonens fire første kampe måtte TTH Holstebro lørdag se sig slået endda på hjemmebane, hvor GOG i topkampen vandt 30-27.

Dermed har begge klubber otte point for fem kampe som nummer to og tre.

I kampens første del var der ellers ikke meget, der tydede på, at fynboerne skulle få point ud af opgøret.

TTH havde overtaget og bragte sig foran med 17-13. GOG rundede dog første halvleg bedst af og reducerede til pausestillingen 16-17.

Det boostede tilsyneladende GOG, der var klart bedst i anden halvleg.

Midtvejs kom GOG foran 24-19, og da fynboerne med ti minutter tilbage scorede til 26-21 ved Lars Hald, fornemmede man ikke en spændende slutfase.

Men hjemmeholdet gav ikke sådan op, og da Magnus Bramming med knap fire minutter tilbage satte et straffekast ind til 26-28, lugtede hjemmepublikummet igen blod.

GOG holdt dog nerverne i ro og begravede spændingen med to kvikke scoringer.

I lørdagens anden kamp cementerede Aalborg sin førsteplads med hjemmesejren på 37-29 over Nordsjælland. Nordjyderne er dermed eneste hold med maksimumpoint.

Nordsjælland, der ligger nummer ti med tre point, bed dog overraskende godt fra sig i første halvleg, da holdet gik til pause med føringen 17-16.

Anden halvleg blev dog en magtdemonstration af hjemmeholdet, der hurtigt fik sat tingene på plads.

Kampen i tal

Oversigt

    Oversigt