GOG: Fem mål er en farlig føring

GOG slog KIF Kolding København med fem mål i det første bronzeopgør. En farlig føring, mener træner.

GOG's håndboldherrer står med gode muligheder for at sikre sig bronzemedaljer, og dermed vinde klubbens første medaljer i otte sæsoner.

Onsdag aften vandt GOG hjemme i GOG Arena med 32-27 over KIF Kolding København i de to klubbers første bronzekamp.

- Fem mål er en farlig føring. Jeg kan huske, at Ricardo engang sagde, at 2-1 er den farligste føring i fodbold. At tage af sted med en fem-måls føring til en udebanekamp giver en falsk tryghed, siger GOG træner Jacob Larsen

Returopgøret skal spilles i Kolding, hvor træner Jacob Larsen har taktikken klar.

- Mit arbejde de næste par dage er at forklare drengene, at vi ikke skal over og forsvare en fem-måls føring, men at vi skal over og jagte en sejr.

Det er med en smule malurt i bægeret, at GOG holdet rejser til Kolding, da de  måtte opgive finaledrømmene i semifinalen til Team Tvis Holstebro. Netop sejrherrerne fra semifinalen fungerer nu som motivation i bronzekampen.

- Vi vil gerne over og vinde effektivt. Tvis viste mod os, at de kan vinde over to kampe. Vi vil gerne vise, at vi er de bedste over to kampe mod Kolding. Det kan vi bedst vise ved at gå fuldstændig målrettet mod at vinde, siger Jacob Larsen.

Der er returkamp på lørdag kl. 18.00, der vises på TV 2 SPORT.

Oversigt

    Oversigt