GOG henter norsk profil til bagkæden

GOG henter nordmanden Stig Tore Moen, som fra næste sæson skal lukke hullet efter Niclas Kirkeløkke på højreback.

Til sommer mister GOG profilen Niclas Kirkeløkke, som i en årrække har været et stærkt kort på holdets højreback.

Derfor har de gule fra Gudme fredag præsenteret afløseren i form af den norske landsholdsspiller Stig Tore Moen, der skifter fra den svenske mesterklub IFK Kristianstad. Moen har skrevet en kontrakt, som gælder i to år.

Stig Tore Moen er 24 år gammel og står noteret for 79 mål i den svenske liga samt 55 mål i Champions League. Han ser frem til forhåbentlig at score masser af mål for GOG i den kommende sæson.

Erfaring fra Champions League 

- Jeg glæder mig til at prøve noget nyt. Få nogle nye holdkammerater, spille i den danske liga og udvikle mig som spiller.

- Den danske liga er et naturligt næste skridt for mig. Og jeg kender jo spillere som Henrik Jakobsen, Göran Johannessen og Magnus Jøndal. Alle taler godt om klubben, så det ser jeg frem til, siger Stig Tore Moen.

Stig Tore Moen er i gang med sin tredje sæson hos de svenske mestre, hvor samtlige sæsoner har budt på deltagelse i Champions League. Derudover er han med omkring det norske landshold.

Store forventninger 

Derfor har GOG-træner Nicolej Krickau store forventninger til holdets kommende højreback.

- Han er en målmaskine uden lige. Han har haft en flot udvikling i både sit forsvars- og angrebsspil. Han er en to-vejs-spiller med stor alsidighed i sit spil.

- Så spiller han godt sammen med den islandske stregspiller Arnar Arnarsson, som vi jo også har hentet til GOG til den kommende sæson. Og så er vi glade for at få en spiller med erfaring – især fra Champions League A-spillet, lyder det fra GOGs cheftræner Nicolej Krickau.

I direktionen glæder GOG-direktør Kasper Jørgensen sig også over, at det er lykkedes at hente nordmanden.

- Vi glæder os over at kunne tiltrække en spiller som Stig Tore Moen. Han bliver en vigtig brik i GOGs fortsatte kamp i toppen af dansk håndbold, siger Kasper Jørgensen.

Stig Tore Moen har underskrevet en kontrakt med GOG, som løber til sommeren 2021.

 

Oversigt

    Oversigt