GOG smider stor CL-føring

GOG førte med seks mål i anden halvleg, men fik kun 38-38 mod Dinamo Bukarest i Champions League.

GOG kom torsdag aften lidt ned på jorden igen efter den flotte åbning på Champions League med sejren over PPD Zagreb. På den lånte hjemmebane i Arena Fyn havde GOG alle chancer for at slå Dinamo Bukarest, men måtte nøjes med 38-38.

Fynboerne førte med seks mål i anden halvleg, men rumænerne svarede godt igen.

Dermed er GOG på tre point for to kampe i gruppe A. GOG har gjort rent bord i den hjemlige liga, og dermed satte rumænerne en kæp i hjulet på den gode stime af sejre.

Første halvleg var ekstremt målrig og også meget jævnbyrdig. Flere gange var GOG ved at lægge afstand til modstanderen. Første gang da Emil Madsen med sit tredje mål scorede til 11-8, og senere da svenske Jerry Tollbring fintede sig frem og gjorde det til 15-11.

Det fik den rasende Bukarest-træner til at tage timeout, og den hjalp. Udeholdet kom tilbage på banen og scorede de næste fem mål og ændrede 11-15 til 16-15.

Men GOG kom hurtigt tilbage i teten, ikke mindst på grund af flere gode redninger fra GOG-keeperne.

Det trak op til en god fynsk pauseføring, da Simon Pytlick med et par minutter tilbage scorede til 21-18, selv om GOG havde to spillere udvist. Men rumænerne sluttede bedst af og fik reduceret til 20-21 halvvejs i kampen.

Anden halvleg blev indledt med kampens første målløse minut, men så lynede Morten Olsen med et brag af en kasse, da han lavede en finte og trak bolden op i fjerneste hjørne.

Det var afsæt til en god GOG-start på halvlegen, og et par minutter senere lynede Olsen igen til 25-21.

Det blev også 27-21, inden rumænerne indledte en stærk periode og reducerede til 28-29. Med 12 minutter tilbage var der igen fuld kontakt ved 31-31.

Det var stadig helt lige ved 35-35, da der resterede fire minutter, og holdene førte hinanden helt til dørs til sidste sekund. Rumænerne fik det sidste angreb, men formåede ikke at score sejrsmålet.

Simon Pytlick og Emil Madsen blev fynske topscorere med hver ni træffere.

Oversigt

    Oversigt