GOG-spiller er ude i op til et år efter slem skade

Andreas Holst Jensen risikerer at gå glip af hele næste sæson, efter at han blev skadet i DM-semifinalen.

Andreas Holst Jensen blev skadet i sit ene knæ, da GOG Håndbold lørdag tabte 25-30 ude til Team Tvis Holstebro, så fynboerne forpassede muligheden for at komme i DM-finalen. 

Søndag fik den unge venstreback sin dom efter en skanning, og den var hård.

- Det viser, at korsbåndet næsten er revet helt over, men det kan man ikke vurdere helt på skanningen, og så har han fået et tryk på ydersiden af menisken, siger GOG-læge Andreas Fricke til TV2's hjemmeside.

- Det betyder, at han skal have en korsbåndsoperation og er væk fra håndbolden ti til tolv måneder.

- Det tog han, som han også virkede i går, relativt fattet. Men der kommer typisk et chok lidt senere, når virkeligheden går op for én, siger Andreas Fricke.

I første omgang er Andreas Holst Jensen ude af kampen om bronze, hvor GOG Håndbold møder KIF Kolding København. 

Men backen risikerer også at gå glip af hele næste sæson. 

Skaden kommer meget ubelejligt for GOG. 

Klubben valgte tidligere i maj at lade venstrebacken Minik Dahl Høegh skifte til Århus Håndbold, som han skal repræsentere fra næste sæson. 

 

Oversigt

    Oversigt