Gratis musiktilbud til børn: - Vi lærer en masse sange

Siden 2016 har børn i dagtilbud i Svendborg Kommune kunnet nyde godt af gratis musikundervisning en gang om ugen. Nu kan effekten af børnenes tidlige bekendtskab med musikken mærkes.

- Velkommen til musik. Kom indenfor.

Musikpædagog Christina Øbo Andersen byder børnene velkommen til dagens musikundervisning i Thurø Børnehus. En velkomst, børnene får en gang om ugen.

- Alle har ret til at have musik i deres liv. Uanset hvor høj eller lav man er, siger hun.

I 2016 valgte byrådet i Svendborg at tilbyde gratis musik til alle børn i alderen nul til fem år i dagtilbud i hele kommunen. Forløbet fik navnet ”Musik til Svend” og har eksisteret lige siden.

Ifølge Christina Øbo Andersen har forløbet udviklet sig på de tre år, det har været i gang.

- I starten var det mest os, der kom og serverede noget til husene. Nu er det i langt højere grad et samarbejde mellem mig, personalet og børnene, siger hun.

Og det er også først nu, at Svendborg Musikskole for alvor kan mærke effekten af musiktilbuddet.

- Vi kan mærke på børnene, at de bliver bedre sammen, og vi kan mærke, at der bliver skabt en tryghed ved at være i gruppen, når vores fantastiske pædagoger er ude. Der bliver skabt en samhørighed, som ikke kan skabes på andre måder, siger leder i Svendborg Musikskole, Jesper Rützou Rosenkilde.

Gavner både børn og pædagoger

Om de hopper i rundkreds, snor sig som slanger eller synger i kor, er musikundervisningen altid et af ugens højdepunkter for børnene.  

- Vi kan lære en masse sange, som vi slet ikke kender, siger femårige Ida Mathilde Vingaard Flindt.

- Ja, "Lille sorte kat", supplerer fireårige Sylvester Groth Pedersen

- Den kendte vi jo ikke. Eller den der ’Hey ya’, synger Ida Mathilde Vingaard Flindt

Det er ikke kun børnene, der har glæde af det musikalske tilbud. Også institutionernes pædagoger lader sig inspirere.

- Nogle gange er hverdagen lidt hektisk, så det der med at få de musiske elementer ind kan være lidt problematisk. Men her får vi nogle konkrete redskaber til, hvordan vi får det ind i hverdagen, siger Sabrina Wiingaard Dam, der er pædagog i Thurø Børnehus.

Et tilbud for alle

Forløbet har udviklet sig fra udelukkende at være et tilbud til kommunens kommunale daginstitutioner til nu også at have de private institutioner med.

- Musikken skelner ikke. Alle har ret til musik, kunst og kultur i deres liv, og det gør vi med ”Musik til Svend”. Vi kommer ud til alle – uanset om de bor i Hesselager eller Svendborg, siger leder i Svendborg Musikskole, Jesper Rützou Rosenkilde.

Børnene i Svendborg Kommune kan godt glæde sig til meget mere musik, for Christina Øbo Andersen slipper de ikke sådan lige for. 

- Det er verdens bedste job, for det er ikke muligt at være sur, når man laver musik, smiler hun. 

Se indslaget om musik til børn her.
Fotograf: Frederikke Bertram

 

Oversigt

    Oversigt