Greb ikke ind: Region blev advaret om svindellæger for flere år siden

Region Syddanmark blev allerede for fem år siden advaret om fejl hos svindellæger fra Svendborg. Politiker er rystet og kræver bedre kontrol.

Allerede i 2017 blev Region Syddanmark advaret om, at der var fejlregistreringer hos de praktiserende læger Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen fra Svendborg. 

Det viser en henvendelse til regionen fra en tidligere patient, som TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af.

Patienten opdagede i 2017, at hun var blevet registreret for lægebesøg fem dage i streg fra 19. juli til 22. juli 2016. Hun havde bare kun været til konsultation én dag.

Derfor kontaktede patienten Region Syddanmark. 

Efter to uger kom dette svar.

- Det er med beklagelse, at de oplyser, at de ved en fejl er kommet til at udstede regninger i dit cpr-nr på dagene 19. juli til den 22. juli 2016. Regningerne skulle have været udstedt på den patient, der var i konsultation før dig den 18. juli 2016, og som efterfølgende mødte frem til konsultation de 4 efterfølgende dag. Der er ikke udstedt regninger på pågældende, skriver regionen. 

TV 2 Fyn har fremlagt sin dækning til Vibeke Syppli Enrum (Ø), der er medlem af Udvalget for det nære sundhedsvæsen i regionen. Hun har også fulgt sagen. 

Burde der ikke være alarmklokker, der ringede, da man fik henvendelsen?

- Jo. Og det er jo det, vi er blevet klogere af, og der må vi ind og finde ud af, hvordan man bedst muligt kan sikre, at det ikke sker igen. 

Derfor bringer vi navne på lægerne:

Ifølge hende vil man ofte tro på lægernes forklaring. 

- Men der tror jeg måske, man skal ind og sige, hvis det her sker mere end én gang, så skal vi følge lidt nærmere med i, hvad der bliver lavet, fortæller Vibeke Syppli Enrum. 

Patienten har ønsket at være anonym, men redaktionen er bekendt med hendes identitet.

400 procent over gennemsnit

TV2 Fyn har den seneste tid afdækket, hvordan lægeparret fra Svendborg har fusket og tilføjet fiktive behandlinger og oplysninger på patienters sundhedsjournaler. De er blevet indberettet til Region Syddanmark, som har udbetalt i omegnen af 1,7 millioner kroner til lægerne.

Svindlen kommer blandt andet også til udtryk ved, at lægerne Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen ligger 400 procent over regionsgennemsnittet på tillægsydelser. 

Det burde også har fået regionen til at reagere, lyder det fra formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, fynskvalgte Jane Heitmann.

- Alle alarmklokker bør jo ringe hos regionen, når man år efter år har en lægepraksis, som stikker af med flere hundrede procent, og man ovenikøbet får en henvendelse fra en patient, der peger på, at der er noget, der er helt galt, siger Venstres Jane Heitmann. 

TV 2 Fyn har gentagne gange spurgt lægeparret, om de ønsker at medvirke i et interview, hvilket de afviser. Heller ikke Region Syddanmark vil stille op til interview.

- Vi har et formelt ansvar. Vi skal passe på borgernes penge, og vi skal sikre, at loven bliver overholdt. Og så har vi selvfølgelig som politikere ansvar overfor de borgere, som har valgt os, fortæller Vibeke Syppli Enrum. 

Har I løftet det ansvar?

- Næ. Derfor skal der også ske nogle forandringer. 

Region Syddanmark har tidligere politianmeldt de to læger, ligesom en tidligere patient også har gjort det. 

Se hele indslaget om lægefusk.