Grov, umotiveret vold i Svendborg

En større gruppe unge begik kort efter midnat natten til lørdag grov vold i Svendborg midtby. Helt umotiveret slog de løs på to mænd med bælter, og det resulterede i, at ofrene fik alvorlige knubs.

Episoden skete klokken halv ét, hvor to unge på 26 og 22 år kom ud fra et bowlingcenter på Nyborgvej og uden grund blev overdænget af slag med bælter.
- Udenfor centeret ventede en gruppe unge mennesker, og det virkede som om, at de bare ventede på at finde nogen at slå, siger vagthavende ved Svendborg Politi, Lars Thede, til TV 2/FYN.

De to unge ofre forsøgte at flygte og løb i retning af Lerchesgade, men på hele strækningen blev de gentagende slået med bælter. Det ene af de to ofre blev slået så hårdt, at han brækkede sin ene arm og muligvis næsen, samtidig med at han fik flere store sår i ansigtet.

Politiet anholdt senere tre af overfaldsmændene, der var henholdsvis 18, 19 og 20 år, men politiet tror, at der kan have været helt op til ti personer involveret.

To af de anholdte bliver lørdag fremstillet i et grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt