Hadefulde facebooksider hærger Svendborg

Sex, utroskab og størrelsen på lokale drenges kønsdele. Det er i korte træk indholdet på facebook-siderne Svendborgs Sande hemmeligheder.

De tre til fire forskellige facebook-sider blev oprettet af anonyme unge, og blev hurtigt samlingssted for meget personlige og ondsindede rygter.

Rygterne på siden er især af seksuel karakter, og det har påvirket flere af eleverne i en sådan grad, at de har kontaktet deres lærere.

- Det har ødelagt noget for så mange - og jeg forstår ikke dem, der har lavet det, siger Pernille Pedersen, der går i 9. klasse til TV2/Fyn.

Skolen skrider ind

Elevernes opråb har fået lederen på Nymarksskolen, Birgit Villebro, til at sende et brev til alle elever og forældre. Der skriver hun blandt andet:

- Vi opfordrer til, at I taler med hinanden i familien om, hvordan I kan have størst mulig glæde og udbytte af at bruge facebook og andre sociale medier på nettet, men også om hvordan man færdes der uden at overskride andres grænser og uden at få overskredet sine egne.

Kommunens SSP-medarbejdere er også blevet involveret i sagen - blandt andet for at få afsløret, hvem der står bag rygte-siden.

- Den ene del af det er at finde frem til dem, der står bag siderne for at få stoppet det ved kilden. Det er jo den ene del af det - og de fatter nok ikke rækkevidden af, hvad det egentlig er, man skubber til her. Den anden del er at arbejde med at udnytte internettet til de gode ting og arbejde med at undgå de faldgrupper, der er ved det. Vi gentager grundreglerne for, hvordan man færdes på nettet, siger Birgit Villebro.

De unge tager afstand fra siden

Flere unge Svendborgensere har taget afstand fra hade-siderne ved at lave en ny facebookside, som de har kaldt "Luk Svendborgs Sande hemmeligheder".

En side, hvis formål blev opfyldt tirsdag eftermiddag, hvor alle hade-siderne blev lukket. Det bragte glæde blandt eleverne på Nymarksskolen.

- Lige i starten tænkte man, at det var sjovt nok, men efterhånden som vi så de ting, der blev skrevet, kunne vi se, at den kunne gå hen og blive rigtig ond, hvilket den også er blevet, fortæller Anne Cecilie Rasmussen, der går i 9. klasse på Nymarksskolen.

Det er dog sket før, at siden er blevet lukket for siden hen at genopstå under et marginalt anderledes navn. Om det er slut med flere løse rygter i Svendborg kan kun tiden vise.

Oversigt

    Oversigt