Hangarer står tomme: Fritidspiloter flygter fra sydfynsk flyveplads

En flerdobling af prisen for at leje sig ind på Sydfyns Flyveplads får flyejere og piloter til at flygte derfra.

Indtil for nylig skulle fritidspiloter og flyejere betale omkring 5.000 kroner om året for at leje sig ind på Sydfyns Flyveplads.

Men flyvepladsens nye forpagter har sat prisen op til det tredobbelte. 

Derfor har flere af piloterne og flyejerne, der indtil for nylig har haft både hangarer og deres vante gang på flyvepladsen, fået nok og flyttet ders maskiner hjem i garagen. Det gælder blandt andet pilot og flyejer Flemming Jørgensen. 

- Det er forfærdeligt. Min kollega har ikke sovet i flere måneder, og jeg har også søvnproblemer. Vi har det ikke særlig godt over det der, siger han. 

Hjemme i Kværndrup har han nu sit fly af typen Kitfox stående i garagen. 

- Det er ærgerligt, vi skal væk dernede fra, for jeg havde regnet med at flyve der. Nu skal jeg gå herhjemme og have to flyvere stående pakket sammen, siger Flemming Jørgensen. 

Formand for flyveklub flytter 

Grunden, som flyvepladsen ligger på, er ejet af Svendborg Kommune, som tidligere har opfordret parterne til dialog. Indtil videre uden succes.

quote Jeg er temmelig sikker på, at man godt kunne have fundet en løsning på prisen, men når de ikke vil komme til en samtale overhovedet, er vi ikke i stand til at kunne fremvise en løsning

Carl-Erik Olsen, formand for Svendborg Flyveklub

Derfor har formand for Svendborg Flyveklub, Carl-Erik Olsen, også vendt Sydfyns Flyveplads ryggen. Han har ligesom flere af klubbens medlemmer stadig en hangar på flyvepladsen, fordi han ikke vil betale nyt depositum, forudbetalt leje og den nye prisstigning. 

- Jeg er temmelig sikker på, at man godt kunne have fundet en løsning på prisen, men når de ikke vil komme til en samtale overhovedet, er vi ikke i stand til at kunne fremvise en løsning, siger han og fortsætter om den nye udlejer: 

- Hvis han nu giver op på forhånd, må jeg gå ud fra, at han faktisk gerne vil have, at vi alle sammen skal sparkes ud.

Den nye forpagter af Sydfyns Flyveplads er Peter Nordquist, manden bag Starling Airport Service Aps. Han fortæller til TV 2/Fyn, at han hvert år er med til at uddanne nye piloter, som har brug for et sted til deres fly og et sted at flyve fra. Derfor tror han, at det hele nok skal udligne sig.  

 

Oversigt

    Oversigt