Historisk gods på Sydfyn brændte for anden gang

En halmlade på det historiske Bjørnemose Gods er brudt i brand. Sidste år brændte det meste af tagkonstruktionen på hovedbygningen ned.

Lørdag eftermiddag er en halmlade på Bjørnemose Gods i Svendborg brudt i brand.

Anmeldelsen tikkede ind 14.26, og siden har politi og beredskab været til stedet ved den gamle sædegård, der ikke står til at redde.

- Halmladen er overtændt, så der bliver lavet kontrolleret nedbrænding, siger indsatsleder ved Fyns Politi Peter Bisgaard til TV 2 Fyn.

Fyns Politi har haft en drone oppe for at konstatere, at brand og røg ikke er til fare eller gene for andre beboere.

- Godset er omgivet af marker, og vindretningen er rigtig, siger indsatslederen.

Halmladen står ikke til at redde efter branden.

Anden gang

Det er anden gang, at det historiske Bjørnemose Gods er brudt i brand. I januar sidste år brød en omfattende brand ud i tagkonstruktionen på hovedbygningen fra 1864, der gav store materielle skader. 

Dengang konkluderede Fyns Politi, at der var en fejl i husets elektiske installationer. 

Ved lørdagens brand i halmladen er det endnu ikke til at sige, hvad der har forårsaget branden.

Sådan så det ud, da godset brændet i januar sidste år.
Sådan så det ud, da godset brændet i januar sidste år.
Foto: Privat

- Branden efterforskes bredt, men det er en halmlade, og der har været tørt i lang tid, siger Bisgaard.

Der var ingen mennesker eller dyr i laden, da den brød i brand, men en anden lade ved siden af indeholder dyr, formentlig heste og køer. 

- Dyrene har det godt, forsikrer Peter Bisgaard.

Bjørnemose Gård