Hjælpende mand fik knytnæveslag i hovedet som tak

En 24-årig mand gav natten til lørdag nogle dørmænd en hjælpende hånd med en udsmidning fra et værtshus i Svendborg. Det endte med knytnæveslag og en anholdelse.

En udsmidning fra det lokale værtshus Den Høje Stue på Frederiksgade i Svendborg gik ikke helt efter planen natten til lørdag. 

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi, Ehm Christensen. 

Omkring klokken halv fire var dørmændene på værtshuset i gang med at smide en 25-årig mand fra Svenborg ud. En anden mand fra Svendborg på 24 år ville hjælpe dørmændene med udsmidningen, da han selv kom til skade. 

Manden, der var i færd med at blive smidt ud, langede ud efter den hjælpsomme mand, som endte med at få en knytnæve lige i hovedet. 

Det fik stedet til at tilkalde Fyns Politi, der nåede frem lidt i fire natten til lørdag. 

Nægter at snakke

- Vi har haft den 25-årige siddende natten over, hvor han har sovet rusen ud. Her til morgen har vi så afhørt ham, fortæller Ehm Christensen til TV 2/Fyn. 

Men manden nægter at udtale sig til politiet. Han bliver dog alligevel sigtet for vold og skal for retten i den nærmeste fremtid. 

Den 24-årige forurettede mand, der egentlig bare ville give dørmændene på det lokale værtshus en hjælpende hånd med, kom ifølge vagtchefen ikke alvorligt til skade. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt