Hørte om lægefusk i medierne: Patient hos svindellæger mangler hjælp fra Region Syddanmark

En patient hos svindellægerne i Svendborg undrer sig over, at han skal opdage falske lægebesøg i sin journal på sundhed.dk gennem medierne. Han efterlyser handling fra Region Syddanmark.

Da Ulrik Ulmer søndag aften sad i sit hjem i Svendborg og så nyhederne, måtte han lige lytte en ekstra gang, da lægefusk blev nævnt i tv'et. 

Ulrik Ulmer har nemlig siden 2015 været patient hos lægeparret Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen, der har svindlet med deres patienters journaler ved at skrive fiktive ydelser ind. Ulrik Ulmer satte sig derfor til computeren og loggede på sin bruger på sundhed.dk.

Og til hans overraskelse kunne han hurtigt se, at flere af de registrerede lægebesøg på sundhed.dk ikke stemte overens med lægetiderne på patientportalen, hvor han selv har booket sine tider.

- Der er 20 konsultationer, der er oplyst på sundhed.dk, som ikke er på patientportalen, forklarer han og peger på skærmen. 

Derfor nævner vi navne på læger

Savner Regionens hjælp

For Ulrik Ulmer er det én ting, at der er falske registreringer, men noget andet, at han skal opdage det ved et tilfælde gennem medierne. 

Han efterlyser, at Region Syddanmark tager fat i hver enkelt patient, og oplyser dem om, at der kan være lægebesøg i sundhedsjournalen, som aldrig har eksisteret.

- Det burde være noget, jeg som patient får at vide gennem digital post eller på anden måde, siger Ulrik Ulmer. 

quote Jeg synes, at regionen skal skrive til hver enkelt patient, beskrive forløbet og at der ser ud til at være uregelmæssigheder. For der bliver nødt til at blive ryddet op, så borgerne kan få tillid til lægen og regionen

Vibeke Syppli Enrum (EL), regionsrådsmedlem i Region Syddanmark

Han mener, at patienternes sundhedsjournal bør blive gennemgået af regionen, så alle patienter hos lægeklinikken i Svendborg bliver informeret om de mulige falske registeringer.

Og det bakker regionsrådsmedlem i Region Syddanmark, Vibeke Syppli Enrum (EL) op om.

- Jeg synes, at regionen skal skrive til hver enkelt patient, beskrive forløbet og at der ser ud til at være uregelmæssigheder. For der bliver nødt til at blive ryddet op, så borgerne kan få tillid til lægen og regionen, understreger hun.

Region Syddanmark har valgt at tage ydernummeret fra de to læger og politianmelde dem, men det er langt fra nok, mener Ulrik Ulmer.

- I sidste ende er det regionen, der sidder med adgang til systemerne, og det er op til dem, ikke politiet, at få fjernet de forkerte oplysninger, påpeger han.

Fortsætter hos lægeparret

 Ulrik Ulmer fik sidste år konstateret sukkersyge og har i den forbindelse fået god hjælp af både Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen. 

Han mener ikke, at deres svindel kan undskyldes, men undervejs i behandlingen har han kun oplevet lægerne som støttende og med god vejledning, der har ændret hans livsstil.

quote Det er et tillidsbrud fremadrettet. For det betyder jo, at med en ny læge, vil jeg skulle ind og tjekke journalen, for du kan ikke stole på det åbenbart

Ulrik Ulmer, patient hos Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen


- Derfor er det brandærgerligt, at de gør sådan noget. Men det ændrer jo ikke på, at jeg stadig har været glad for dem. Jeg har jo fået den hjælp, jeg havde brug for, siger han.

Alligevel gør opdagelsen af de 20 eller flere falske lægebesøg ham i tvivl om, hvorvidt han fortsat skal være patient i klinikken.

- Det er et tillidsbrud fremadrettet. For det betyder jo, at med en ny læge, vil jeg skulle ind og tjekke journalen, for du kan ikke stole på det åbenbart, påpeger han.

TV 2 Fyn forsøgte onsdag at få en kommentar fra Region Syddanmark om, hvorfor man ikke vælger at kontakte alle patienter i klinikken. For nuværende kan regionen dog ikke sige mere om sagen. Det oplyste formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen Bo Libergren, der ikke kunne stille op til interview af juridiske hensyn.

Patient hos svindelanklaget lægepar ndrer sig over, at Region Syddanmark ikke har kontaktet ham, men at han selv skulle opdage det.