I dag kan læge få tre års fængsel - sådan narrede hun systemet

Dommen mod Jette Aaen der falder tirsdag skal koste tre års fængsel, mener anklager. To år og betinget, siger forsvarer.

I det meste af fem år blev der snydt i lægeklinikken hos Ole Bjørn Rasmussen og 64-årige Jette Aaen i Svendborg.

Mandens sygdom startede det hele i 2016, fortalte en brødebetynget og grædende Jette Aaen i retten tirsdag den 17. september - regningerne skulle betales.

26.314 konsultationer og ydelser eller mere, der ikke havde hold i virkeligheden, løb op i samlet bedrageri på 4,2 millioner kroner. Afregninger der blev betalt af Region Syddanmark.

Og indtil Region Syddanmark i slutningen af 2020 enten fik et tip eller selv studsede over, hvad der foregik i lægeklinikken, var det tilsyneladende let at snyde og gå under radaren.

Derfor nævner vi navnet

Sådan gjorde hun

I lægevagten tjekkede Jette Aaen, når hun havde vagt i lægevagten, hvem der ellers var tilknyttet husstanden, og de fik så med jævne mellemrum skrevet ydelser på.

Det kunne også være telefonkonsultationer, der blev prydet med videokonsultationer.

Eller ydelser, der efterfølgende blev skrevet på i patienternes journaler efter, at regionen havde fået kig på fakturaer i klinikken.

- Men det var aldrig farlige diagnoser eller ydelser, der kunne skade patienten, forklarede Jette Aaen i retten.

Der blev også rettet i personale-signaturer, så ydelsen kunne tilskrives Jette Aaen.

Ifølge Svendborg-lægen foregik det uden mandens vidende - og altså også regionens.

Styrket kontrol

Og står det til SF's medlem af samarbejdsudvalget for praktiserende læger i regionen, bør systemet laves om.

Også selv om kontrollen er styrket med yderligere tre medarbejdere for et par år siden, og der nu er mere automatiserede systemer til at få øje på lægeklinikker, der skiller sig ud i ydelsesmønstret.

- Vi får flere og flere sager. Derfor kan vi ikke blive ved med bare at se på, at vi har et system, hvor der ikke er sanktioner, og hvor man bare kan undskylde og betale pengene tilbage. Desuden kan vi ikke kontrollere ydelser for en milliard kroner. Vi finder kun nålen i høstakken, siger hun.

I øjeblikket tjekker Region Syddanmark 107 klinikkers ydelsesmønstre. Det er en udløber af en sag om påståede uregelmæssigheder i Alles Lægehus.

Annette Blynel.

Ifølge formanden for samarbejdsudvalget Pernelle Jensen er systemet blevet styrket.

- Vi har ansat et helt controlling-team, der arbejder med den opgave. Vi kigger også på, om der er mønstre i ydelserne, der kræver tilbagebetaling. Lægerne har en meget indviklet honorarstruktur, så der kan ske fejl. Og så skal pengene tilbagebetales. Men vi reagerer meget alvorligt på snyd, selv om det er få sager, siger Pernelle Jensen.


Ifølge formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark, Birgitte Ries Møller, er lægeforeningens holdning også helt klar i forhold til snyd med honorarer og ydelser.

- Jeg vil ikke udtale mig om Jette Aaen-sagen andet end, vi har været med til at fremme den i samarbejdsudvalget. Snyd skal straffes. For sagerne er med til at beklikke alle andres moral i branchen, siger hun.

Hun forsvarer dog takstsystemet.

- Aftalerne er ikke i sig selv vanskelige at forstå. Det er mere fortolkningerne, der kan være vanskelige. Men fejlregninger er ikke det samme som snyd. I byggebranchen har man også aftaler, der kræver fortolkninger ind imellem, siger Birgitte Ries Møller.

Hun mener ikke alternativet til honorarer og takster er læger på fast løn.

- Jeg kan godt lide at være selvstændig.

Birgitte Ries Møller, formand for de praktiserende læger i Region Syddanmark.
Birgitte Ries Møller, formand for de praktiserende læger i Region Syddanmark.

Klar til dom

Tirsdag afsiger retten i Svendborg dom i Jette Aaen-sagen.

Mens senioranklager Karina Winther Juhlin mener, at tre års fængsel er passende, plæderede Jette Aaens forsvarer Annette Petersen for to års betinget fængsel eventuelt med en kombinationsdom, der kan indeholde samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden mente ved retsmødet tirsdag, at sagen fra Svendborg straffemæssigt kan sammenlignes med en sag fra 2021, hvor en overlæge blev idømt tre års fængsel for snyd med blodprøver på to hospitaler i hovedstaden ved at have fiflet med blodprøve-kontrakter og sendt 3,7 millioner kroner til et schweizisk selskab.

Forsvarer Annette Petersen mener, at dommen bør være mildere, da Jette Aaen ikke tidligere er straffet, at staten og regionen får pengene retur ved at have udlæg i parrets boliger, og at hendes klient har indrømmet sine gerninger.

Forsvareren mener også, at hendes klients alder og tre års efterforskning bør gøre en dom betinget eventuelt med samfundstjeneste.

Jette Aaen arbejder stadig som læge, nu dog i Alles Lægehus i Faaborg.

Oversigt

    Oversigt