Iranske fynboer: - Det er en følelse af afmagt

Mens konflikten mellem Iran og USA raser, sidder Mohammad Pakzad og Shahram Seif i Svendborg. Langt væk fra urolighederne magtesløse.

Klokken otte mandag morgen byder Mohammad Pakzad på kaffe og kage i hjemmet. Sammen med ham er Shahram Seif. Begge er de iranere bosat i Svendborg langt væk fra storkonflikten i hjemlandet.

Både Mohammed og Shahram følger nøje med i konflikten, som udspiller sig, hvor familie og venner bor. Altoverskyggende er magtesløsheden.

- Det, der er svært for os, er at vi sidder her. Det er en følelse af afmagt. Vi sidder her så langt væk fra familien, og jeg synes bare, at det er svært. Vi ved jo ikke, hvad der sker, hvad fremtiden vil bringe, siger Shahram og kigger på Mohammad, der nikker.

Kort oprids af konflikten mellem USA og Iran

- For at sige det på godt dansk: vi kan ikke gøre en skid, bekræfter Mohammad.

Langt fra Fyn - men tæt på

Mohammad og Shahram sætter sig i sofaen. Få meter fra den bløde sofa står fjernsynet, som i lang tid har været fyldt med billeder af konflikten i Iran. Hjælpeløst kan de to iranske fynboer se til, mens demonstranter i landet råber, at de ikke skal være bange. At de står sammen. 

Selvom det hele foregår 5.700 kilometer fra Svendborg, mærker de konstant konflikten.

- Vi bliver jo berørt af det, vi ser og hører. Selvom vi ikke er en del af det, kan vi blive spurgt: nå, var du med til det? Vi bliver faktisk dobbeltskubbet fra den ene og den anden side. Jeg så på tv, at der blev sagt: iranerne har beskudt et ukrainsk fly. Vi er jo iranere, vi bærer lidt af skylden ikke? siger Mohammad og trækker på skuldrene.

Shahram griner af det, Mohammad siger.

- Ja, det er rigtigt, det gør vi, siger han og ryster på hovedet. 

Mohammad Pakzad og Shahram Seif spiser morgenbrød i Svendborg. Langt derfra er konflikten stadig i gang i Iran.
Mohammad Pakzad og Shahram Seif spiser morgenbrød i Svendborg. Langt derfra er konflikten stadig i gang i Iran.
Foto: Morten Albek

- Mildt sagt, føler vi jo lidt, at vi bærer noget af skylden. At nogen har gjort det på mine vegne. Men om vi er enige eller uenige bliver der ikke spurgt om, siger Mohammad.

- Det kunne have været os

Mohammad skænker en kop te til sig selv og en kop kaffe til Sharam. Mandag morgen er der ro i hjemmet i Svendborg, men det går hele tiden op og ned. Få aftener forinden kom Shahram hjem til nyheden om nedskydninger af et ukrainsk fly.

- Jeg kom hjem en aften fra arbejde. Min kone sad på sofaen, og min søn sad og spillede playstation. Han er jo ligeglad med det her. Det tænker han ikke så meget over. Men min kone var rigtig ked af det, for hun havde et vennepar ombrod på flyet. Efter en arbejdsdag, kommer man hjem og hører om flystyrtet. Det er hårdt, siger Shahram.

Hustruens vennepar var lige blevet gift og på vej på bryllupsrejse. Det får Mohammad til at både ryste på hovedet og nikke på samme tid. 

- Man har det så tæt på kroppen, for man tænker: Det kunne lige så godt have været os. Vi flyver jo tit til Iran

Familie i Iran

Begge iranske fynboer har familie i Iran, og det bidrager til følelsen af magtesløshed og bekymringer.

- Man går hele tiden med bekymringer. Det eneste, jeg kan gøre, er at ringe til mine forældre og berolige dem lidt og spørge, hvordan det går. Alt det her går udover den almindelige befolkning. Dem, der hver dag står op og går på arbejde. Mellemklassefolk. De har hele vægten på sig, siger Shahram.

Både Mohammad og Shahram har ofte kontakt med forældrene.

Det er en følelse af afmagt, der er altoverskyggende.
Fotograf: Morten Albek

- Jeg snakkede med mine forældre i går. De var ved godt mod, men jeg kan høre på dem, om de skjuler noget. og det kunne jeg i går. De skjuler noget over for mig, for det må være meget intenst for dem i Iran, men de vil ikke bekymre mig med det, så de skjuler det lidt og vil ikke snakke om det, siger Shahram.

- Hvis jeg flipper ud, så siger min mor bare, at det ordner sig, siger Mohammed.

- Inshallah (det iranske ord for "om Gud vil" red.), griner de begge.

En iransk fynbo

Det er svært at være iransk fynbo og stå på afstand fra urolighederne, der udspiller sig i medierne. Shahram har boet i Danmark i 35 år, men han kan stadig mærke en skepsis fra de etniske danskere. 

- De siger til mig, at jeg er dansk, men jeg kan mærke på dem, at det ikke helt er det, de mener, siger han.

Det betyder, at han af og til får svært ved at finde et ståsted.

- Jeg har en følelese af, at jeg kommer til at forsvare Iran. Også selvom, at jeg inderst inde føler, at det de har gjort er forkert, ligesom det, Donald Trump har gjort, er forkert, siger Shahram.

Kontakt til familien er vigtig for både Mohammad og Shahram.
Kontakt til familien er vigtig for både Mohammad og Shahram.
Foto: Morten Albek

Han bliver bakket op af Mohammad.

- For mig: begge parter er fulde af lort, og den ene er værre end den anden, siger han.

- Jeg synes, at det er dejligt at være en iransk fynbo. Jeg elsker Fyn, og jeg elsker Svendborg. Når jeg rejser fra Iran siger jeg altid, at jeg skal hjem. Her i min sofa, det er mit hjem, siger han og klapper på den grå sofahynde. 

Mange demonstrationer

Mohammads telefon afspiller videoer af demonstrationer i Iran. 

- Vær ikke bange, vi står sammen, siger de. De fortæller regeringen, vær bange for vi står sammen alle sammen, oversætter Shahram.

Mohammad og Shahram synes, at det er mærkeligt at sidde på Fyn og følge med i demonstrationer i Iran.
Fotograf: Morten Albek

Demonstrationerne påvirker dem meget.

- Jeg får faktisk lidt et varmt hjerte. Men jeg tænker også: okay, der er jo flere, der bliver slået ihjel i de demonstrationer. Flere tusinde mennesker er forsvundet. De bliver taget, slået ihjel og bliver begravet et eller andet sted. Så jeg er jo splittet, siger Shahram og slår ud med hænderne.

- Ja, for vi tænker også: hurra, måske sker der noget, siger Mohammad. 

Kaffen og teen glider langsomt ned, mens de to iranske fynboer snakker videre om konflikten. I den bløde grå sofa sidder Mohammad kun med et lille ønske om at være med og ikke være 5.700 kilometer fra urolighederne. 

- Jeg kunne godt være lidt med. Bare lige en halv time og synge lidt med og så hurtigt hjem igen, forklarer Mohammad. 

Oversigt

    Oversigt