Jagtede tyv gennem byen med politiet i mobilen

Politiet roser ung mand for mod og hjælp til at fange en tyv efter en længere jagt gennem Svendborg.

En 20-årig mand overværede mandag eftermiddag en tyv slippe fra en vagt på gågaden i Svendborg. Og det fik den unge mand til at handle hurtigt.

Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss til TV 2 Fyn.

- Borgeren ringer 112, og så jagter han ellers tyven i skarpt trav tværs gennem Svendborg, siger han.

Politiet modtog opkaldet klokken 17.23, og med politiet i røret gik jagten ned til stationen, ind i et tog, ud af toget og derefter ind i en bus.

- Her råber den unge mand til chauførren, at han ikke skal køre, fortæller Henrik Strauss.

Blev mødt af politiet

Tyven flygtede ud af bussen og fortsatte mod Plantorama, hvor han blev taget imod af politiets patruljer, som fortsat havde den 20-årige i røret.

- Det var ikke gået uden hans hjælp og vejvisning, siger vagtchefen.

Jagten forløb over omkring ti minutter, før tyven blev pågrebet.

Et sjældent mod

Politiet kunne ved anholdelsen konstatere, at der var tale om en 25-årig mand fra Jylland. Den 25-årige er i forvejen er kendt af politiet.

- Han blev sigtet for butikstyveri og derefter løsladt. Tyveriet var sket i en tøjbutik, og vi kunne efterfølgende levere tingene tilbage til butikken, siger vagtchefen.

Ifølge Henrik Strauss udviste den unge mand et sjældent mod. Han handlede desuden lige efter bogen, da han ringede 112 og fulgte efter tyven uden at bringe sig selv eller andre i fare. 

- Det skal han have stor ros for, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt