Kan leve af keramik: Louise fra Oure har skabt succesfuld forretning under corona

Louise Rosager er 22 år, men alligevel kan hun allerede bryste sig af at have egen forretning og kunne leve af sin keramik.

Mens mange af hendes venner starter uddannelse, har Louise Rosager valgt en anden vej.

Den 22-årige fynbo har nemlig startet sin egen keramik-linje, der er så populær, at folk står i kø i København for at købe hendes ting.

- Det var slet ikke tanken i starten, at jeg skulle nå hertil, men det er sindssygt, at det har budt mig det, siger den unge keramiker.

Hun skulle have været ude og rejse, men det satte coronaen en stopper for, og rejsepengene blev i stedet brugt på en ovn.

Louise Rosagers forældre bakkede desuden op om datterens keramikerdrømme og har lagt garage til et værksted, og det er nu der, hendes forretning udspringer fra.

Firmaet, som Rosager har startet, hedder Krøllet Keramik og startede egentlig med en tanke om at lave noget helt uperfekt keramik.

De krøllede kopper er utroligt populære, fortæller virksomhedsejer Louise Rosager.
De krøllede kopper er utroligt populære, fortæller virksomhedsejer Louise Rosager.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Og der var mange, som kunne lide idéen, for pludselig kunne butikken i Blågårdsgade i København, som sælger hendes varer, fortælle om køer af kunder, der stillede sig op inden åbningstid for at få nogle af de uperfekte kopper.

Udlandet efterspørger keramik

Siden da – og siden ovnen er kommet til - er det gået stærkt.

- For et år siden, havde jeg ikke regnet med, jeg kunne sidde og leve af det her i dag.

Der er dog en stor glæde ved at kunne udfolde sig for den 22-årige. Hun kan ikke forestille sig at arbejde med noget, som ikke involverer det at være kreativ.

Al keramikken bliver lavet i hånden og brændt i egen ovn.
Al keramikken bliver lavet i hånden og brændt i egen ovn.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Derfor kan Rosager også glæde sig over, at hun skaber ting, som faktisk er populære blandt kunder.

Selv siger keramikeren, at hun måske er ved at nå et mæthedspunkt i Danmark, men til gengæld får hun også meget opmærksomhed fra andre lande.

- De har også revet fat i mig fra udlandet. Både fra Holland, Australien og USA.

- Jeg får dagligt beskeder om, hvorvidt jeg sender internationalt, og det er jeg ikke begyndt på endnu, men det er det, der er planen i fremtiden.

Hvis man er interesseret i at se Louise Rosagers krøllede keramik, kan man følge med på hendes Instagram-profil her.