Københavnerbørn på gårdbesøg: Fedt nok at slippe for skole

Sydfynske Søren Hansen er en af de landmænd, der i disse dage åbner deres hjem og stalde for 50 københavnske skolebørn for at nedbryde fordomme om livet på landet.

I sine stalde på Sydfyn har Søren Hansen 280 Jersey-køer og to københavnske skolebørn. 

Mens førstnævnte er vant til lugten og livet på landet, er situationen en ganske anden for sidstnævnte. De hedder Linus Mølgaard Christensen og Sebastian Akunio Rasmussen, og til hverdag går de på Sølvgades Skole i det indre København, hvor det nærmeste stykke græs er Kongens Have.

- Jeg har oplevet en masse køer, og hvordan det er at fodre dem, siger Sebastian Akunio Rasmussen om besøget på Sydfyn.

I et par dage har de sammen med skolens andre elever i sjette klasse skiftet klasselokaler ud med stalde på Sydfyn og i Sønderjylland, hvor de skal opleve livet på landet. 

- Jeg håber, de får en forståelse for, hvordan man producerer mælk. Nu går det meget godt med en skovl og en trillebør, men det ikke kun det, vi kører rundt med. Det er en virksomhed med en produktion, det er jo ikke ren Morten Korch, siger landmand Søren Hansen, der ejer Rødmenygård i Rødme.

Han er en af de 26 landmand, der har åbnet deres hjem og stalde for i alt 50 københavnske elever som en del af Arla-initiativet Junior Landmand. 

Kulturudveksling i kostalden

Grunden til, at Søren Hansen har inviteret bybørnene på besøg i stalden, er, at han håber at kunne være med til at nedbryde fordomme og vise, hvordan køerne har det. 

- Og så har jeg tre børn selv, og jeg tænkte, det kunne være meget sjovt for dem at møde nogen fra København, siger han.

Han kan huske, at hans forældre også havde besøg af nogle fra København, da han selv var dreng. Derfor har han ikke betænkeligheder ved at sætte Linus Mølgaard Christensen og Sebastian Akunio Rasmussen i gang i stalden.  

- De taler en hel del mere engelsk, end vi er vant til. Den ene har ikke kørt bil i lang tid, det er nærmest utænkeligt for mig, at vi ikke kører bil hver dag, siger Søren Hansen. 

Fedt nok at slippe for skole

For Linus Mølgaard Christensen, der før har besøgt en gård for at købe æg, er det bedste ved besøget at komme lidt væk fra hverdagen. 

- Jeg vil da godt hen på en gård og slippe lidt for at gå i skole. Det har været fedt nok, siger han. 

Sebastian Akunio Rasmussen har aldrig før været i en stald og synes, det er hårdt og sejt atlandmand fodre køer. 

- Jeg tænkte, at det ville være sejt at komme på en gård og prøve noget nyt, siger han. 

De to drenge skal ligesom resten af deres klassekammerater fortsætte gårdbesøget indtil fredag.

Linus Mølgaard Christensen og Sebastian Akunio Rasmussen hjælper med at fodre køer under deres besøg på Rødmenygård hos landmand Søren Hansen og hans familie. 
Linus Mølgaard Christensen og Sebastian Akunio Rasmussen hjælper med at fodre køer under deres besøg på Rødmenygård hos landmand Søren Hansen og hans familie. 
Foto: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt