Kokain på krogen - smuglertiltalt fanget efter fisketur

Han er tiltalt for at sejle ud efter 100 kilo kokain ved et fragtskib. Ifølge ham selv var det en fisketur.

Endnu en tiltalt i sagen om 100 kilo kokain, der blev smidt i havet fra skibet Duncan Island ud for Langeland, har givet forklaring i Retten i Svendborg fredag.

Den tiltalte - en 50-årig mand med bopæl i Letland - var ellers blevet skidt tilpas under retsmødet fredag i sidste uge. Derfor afviste han at give forklaring den pågældende dag.

Manden er tiltalt for i samarbejde med tre andre at smugle 100 kilo kokain ind til Langelands kyst.

Én af de tre andre - en elektriker ansat på skibet - smed ifølge anklagemyndigheden kokainen i havet i vandtætte sække.

Jeg var på fisketur, lyder forklaring

Ifølge anklageskriftet var den 50-årige en af de to, der sejlede ud til skibet og hentede kokainen i vandoverfladen.

Selv siger den 50-årige, at han var ude at fiske. Og så var han i øvrigt i gang med at afprøve motoren i en båd, som han havde købt.

Ved siden af sit arbejde som mekaniker tjener den tiltalte nemlig lidt ekstra penge ved at finde og købe brugte både til en forhandler, han kender i Letland.

Han siger i retten, at han tog til Danmark for at købe en båd - og skulle man ud at afprøve bådens motor, kunne de jo lige så godt have fiskegrejet med.

En fisketur hvor bådens motor kører på skiftende niveauer er nemlig den ideelle måde at prøve sådan en båd af, forklarer den tiltalte.

Han oplyser dog, at de ikke fangede noget.

Politiet lå på lur

Politiet kunne bekræfte, at manden havde både fiskegrej og fisketegn i båden.

Han vidste i øvrigt ikke, hvor sækkene fyldt med kokain kom fra - han havde i hvert fald ikke lagt dem bag i den Hyundai, hvor de vandtætte sække blev fundet.

Da politiet anholdt manden fandt de en tablet i båden. Efter undersøgelse stod det klart, at der havde været søgt efter "Duncan Island" på den.

Politiet lå på lur klar til at fange kokainsmuglere, da skibet sejlede forbi Langeland på vej til Sankt Petersborg i februar.

Efter et tip fra de svenske toldmyndigheder forventede politiet nemlig, at 200 kilo kokain ville blive smidt i vandet i området fra et containerskib, der skulle sejle fra Sydamerika til Rusland.

Sagen forventes afsluttet 3. december.

Oversigt

    Oversigt