Krigsskibe skal styrke den fynske dykkerturisme

Fire gamle tyske krigsskibe fra Anden Verdenskrig skal trække endnu flere dykkerturister til Sydfyn.

Udenlandske dykkere besøger i stadig stigende grad de fynske farvande for at dykke på især de spændende vrag, der ligger rundt om øen.

Nu vil de på Sydfyn gøre endnu mere for at tiltrække dykkerturisterne.

Her skal fire nedsunkne vrag af tyske motortorpedobåde fra Anden Verdenskrig være turistattraktion på linje med Ærøsund-færgen, der for halvandet år siden fandt sit endeligt på bunden af Det Sydfynske Øhav.

De fire skibe ligger på ti meter vand fire sømil fra kysten, og spørger man Dykkerklubben Dråben og Naturturisme, der er en tværkommunal udviklingsorganisation, som ejes af de fire sydfynske kommuner Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø, er der stort potentiale i de fire gamle skibe. De skal blot opmærkes med bøjer i vandet, så dykkerne kan se, hvor vragene ligger.

- Så ville det være oplagt for alle at tage ud og lave en tur, i stedet for først at skulle hen og grave en position frem, og så skal man også kunne bruge en gps rigtigt for at kunne få glæde af det. Så det vil fremme turismen, men også fremme sporten lokalt, siger Søren Olsen, der er instruktør i Dykkerklubben Dråben.

Naturturisme, der arbejder for at fremme turismen i den sydfynske natur, så med det samme potentialet i ideen.

Læs mere om motortorpedobådene i Lunkebugten

- Den lå jp lige til højrebenet. Efter Ærøsund og med den succes, det afstedkom med sænkningen af Ærøsund, var det en oplagt mulighed at Dråben tog kontakt til os og sagde, at de havde altså et færdigstøbt projekt her, som de gerne ville have os til at hjælpe med at drible i mål, siger Kewin Kamelarczyk, der er projektleder hos Naturturisme.

Tilbage i marts 1945 var det tyskerne selv, der valgte at sænke de fire skibe, fordi de kunne se, de var ved at tabe krigen og ikke ville lade skibene falde i hænderne på fjenden.

Nu skal den historie være med til at skaffe dykkerturister til Sydfyn.

De fire skibsvrag skal være med til at gøre de gamle skibe til ny dykkerattraktion på linje med Ærøsundfærgen.

 

Oversigt

    Oversigt