Lægeambulance på deltid koster liv

Sydfynboer dør, mens den lokale lægeambulance står ubemandet hen i aften- og nattetimerne. Lægeambulancen er kun bemandet på deltid.

Efter ét år med en lægeambulance på halv tid vurderer overlæge på
Svendborg Sygehus, Claus Wahlgren, at ambulancen har reddet 58
menneskeliv.

Men flere ville have været i live i dag , hvis ikke lægeambulancen var blevet parkeret i garagen hver aften kl. 18.30, skriver Fyns Amts Avis.

Lægeambulancen på Sydfyn blev sendt på gaden første gang den 5. januar 2007.

Den rykker ud fra kl. 7.30 om morgenen og kører indtil kl. 18.30. Der blev i første omgang ikke sat penge af til at bemande lægeambulancen i aften- og nattetimerne.

- Vi har de læger, vi skal bruge, og Falck har også mulighed for at gå døgndækkende. Vi kan være klar i løbet af kort tid, men vi venter på den politiske proces, siger Claus Wahlgreen til Fyns Amts Avis' netavis.

De syddanske regionspolitikere har pricipielt besluttet, at lægeambulancen i Svendborg skal køre hele døgnet - men ordningen er ikke trådt i kraft endnu.

Og fungerende formand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S), kan ikke forestille sig, at lægeambulancen gøres døgndækkende før i 2009.

- Vi kan ikke stampe pengene op af jorden. Pengene i 2008-budgettet er øremærket til andre ting, siger han.

Alt i alt er lægeambulancen på Sydfyn det seneste år rykket ud 1519 gange.

Oversigt

    Oversigt