Landsstævnet åbner med kæmpe parade

20.173 deltagere er med i den 3,9 kilometer lange parade, der torsdag markerer den officielle åbning for Landsstævnet 2022 i Svendborg.

Svendborg er bogstaveligt talt fyldt med landsstævnedeltagere, så langt øjet rækker.

Torsdag begynder Landsstævnet 2022 officielt med en enorm åbningsparade i Svendborg, der lægger sand, græs og gymnastikgulv til hundredvis af forskellige aktiviteter for de flere end 20.000 deltagere.

Det hele starter med den traditionelle åbningsparade, der fra klokken 17.30 torsdag eftermiddag bevæger sig gennem byen og frem mod Svendborg Idrætscenter, hvor der efterfølgende vil være indmarch, officiel åbningsceremoni og endelig det store åbningsshow, som skyder Landsstævnet i gang.

Ifølge Landsstævnets egne beregninger vil paraden, som skal føre de mere end 20.000 deltagere frem til åbningsfesten, være mere end 3,9 kilometer lang, når alle deltagere er ude på ruten.

Flere store events på vej

Ifølge kommunens borgmester Bo Hansen (S) er Landsstævnet en slags premiere på noget, som kommunen gerne vil blive endnu bedre til og sætte mere fokus på fremover; at tiltrække store events og arrangementer.

-  Vi vil gerne øve os i at afvikle store events i fremtiden, så der er også noget læring fremadrettet, siger borgmester Bo Hansen.

Han fortæller, at det næste store event allerede er i kalenderen. I 2024 skal Svendborg være vært for European Maritime Days.

- Det er en kæmpe konference, der typisk bliver afholdt i store byer eller hovedstæder. Den slags vil vi meget gerne have mere af. Så vi vil gerne holde på de folk, der har været med til at udvikle det her for at skabe store events i området også fremadrettet, siger Bo Hansen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt