Malaika overfuses for manglende mundbind: Her er reglerne, folk misforstår

Den sydfynske kvinde ville egentlig bare ønske, at folk enten henvendte sig på en pæn måde eller talte med personalet i butikken.

Malaika Bruhn Strandvig oplever det næsten hver gang, hun er ude at handle.

Folk, der skuler, eller som ikke kan lade være med at fnyse eller komme med en kommentar.

For når Malaika Bruhn Strandvig er ude, så er det ofte uden mundbind. Hun har nemlig sine grunde, der fritager hende fra at bruge mundbindet. 

Speciel en oplevelse, der var særligt voldsom, fik Strandvig til at lave et opslag på Facebook, hvor hun opfordrer folk til at gribe situationen med coronafrygten anderledes an.

- Jeg oplevede en episode, hvor jeg følte mig truet, og så blev jeg vred, siger hun om, hvorfor hun gik på sociale medier.

Private oplysninger

I en dagligvarebutik råbte og skreg en anden kunde af hende, og noget af det, som frustrerede Malaika Bruhn Strandvig, var, at vedkommende fik sagt flere ting, som ikke passer.

Misforståelserne er mange

Vedkommende påstod blandt andet, at fritagede skal have en lægeerklæring i lommen. En påstand, der ikke er sand. En blandt flere påstande, som Mailaka Bruhn Strandvig møder ude i offentligheden. Mere eller mindre aggressivt leveret.

En anden fordom, som hun møder, handler om den badge, der er lavet for at vise, at man er fritaget. Den er nemlig ligesom lægeerklæringen ikke et krav.  Det er kun en mulighed, som fritagede kan benytte.

Ud over misinformationerne, der florerer, så er det også et frustrationsmoment for Malaika Bruhn Strandvig, at folk er så aggressive.

- Jeg har aldrig oplevet, at der er nogen, der har spurgt mig på en ordentlig måde, hvorfor jeg ikke bærer mundbind, siger hun.

- Folk antager bare, at jeg er en idiot, og at jeg er ligeglad.

Her kan du læse reglerne om mundbind og fritagelse:

Sundhedsstyrelsen om badge og lægeerklæring

Tal ordentligt

Derfor slår hun et slag for, at man begynder at snakke pænere til hinanden, at man retter henvendelse til butikkens personale, hvis man føler sig utryg.

- Jeg har ikke lyst til at gøre folk usikre, og jeg kan da godt forstå, der er nogen, der bliver sure, hvis de tror, man ikke følger reglerne, siger Malaika Bruhn Strandvig.

Når situationen muliggør det, forsøger hun også at bruge mundbind. Det kan hun nemlig godt tåle i kortere perioder, og derfor gør hun det også ved hurtige besøg ved lægen, hvor risikoen også kan være højere.

Badges er hun til gengæld ikke fan af. Hun har dog et, som hun har brugt, men hun er ikke tilhænger. 

- Jeg synes, det er som at gå rundt med et skilt, og det er ubehageligt, hvis folk begynder at gætte på, hvad man fejler, når de ser det. 

Kan bare bestilles

Derudover tilføjer den sydfynske kvinde, at mærkatet bare kan bestilles af alle på nettet. Så det er ikke ensbetydende med, at der reelt ligger en saglig grund bag, hvis man bærer det.

Malaika Bruhn Strandvig er gravid, og det er en del af hendes fritagelse, siger hun, men derudover har hun ikke lyst til at åbne op om  hele sin sundhedshistorie for at tilfredsstille andre mennesker.

Den unge kvinde ønsker egentlig bare, at man finder en løsning, så dem, der føler sig utrygge, kan få en bedre forklaring, og voksenskælduden i supermarkedet kan lægges på hylden.