Mand med filetkniv: "Jeg slagter dig"

Truende mand råbte "pansergalninger" og "naziperverseafskumssvin" efter betjente, som rykkede ud til knivtrusler i Hesselager.

For anden dag i træk blev en filetkniv anvendt i forbindelse med trusler på livet.

Lørdag blev en 60-årig mand på et værested i Middelfart anholdt. Han truede personalet og en beboer med våbnet. 

Søndag var en filetkniv i spil, da betjente rykkede ud til en ny trusselssag. Denne gang i Hesselager.

Her kom en 27-årig kvinde kørende i bil sammen med sin otte-årige datter.

Kvinden så en mand i grøften sammen med en cykel og formodede, at han behøvede hjælp.

Da kvinden henvendte sig til manden, truede han hende på livet og sagde "skynd dig at køre inden jeg slagter dig og putter dig i din egen grav".

- Hun skyndte sig at køre fra stedet og ringede til os, da hun kom hjem, fortæller vagtchef Lars Fredensborg.

Da politiet ankom til stedet sad manden fortsat i grøften sammen med cyklen. Da betjentene ville snakke med manden, rakte han ud efter en filetkniv fra sin cykelkurv. Samtidig råbte manden ukvemsord som "pansergalninger" og "naziperverseafskumssvin" efter betjentene, som han også begyndte at sparke ud efter. 

Betjentene anholdt manden for vold mod tjenestemand i funktion og overtrædelse af knivloven. I forbindelse med anholdelsen opdagede politiet desuden, at han havde 18 gram hash på sig.

Den anholdte er 45 år og fra Slagelse, men politiet ved ikke, hvorfor han befandt sig på Fyn. Politiet er nu ved at undersøge, om manden er psykisk syg.

Oversigt

    Oversigt