Massefyringer i Svendborg Kommune

Sydfyn står over for endnu en omfattende masseafskedigelse. Denne gang er det Svendborg Kommune, der må fyre i hundredvis af medarbejdere for at få økonomien til at hænge sammen.

I alt skal 220 fuldtidsstillinger nedlægges. Mange er ansat på nedsat tid, så det reele antal medarbejdere der vil blive berørt af fyringsrunden, er langt højere end de 220.

- Vi forventer, at en del kan klares gennem naturlig afgang. Men afskedigelser undgås ikke. De vil ske i stort tal, siger kommunaldirektør Erik Bendorf til Fyns Amts Avis.

Fyringerne vil blandt andet ramme 60-70 pædagoger, 58 stilinger inden for ældreområdet, 10-15 medarbejdere inden for anbringelsesområdet, 17 på socialområdet og 30 stillinger på skoleområdet.

- Når 220 fuldtidsstillinger spares bort, kan serviceforringelser ikke undgås. Det her vil få konsekvenser mange steder, fastslår Erik Bendorf over for avisen.

I ledelsen i Svendborg Kommune er der også blevet tyndet ud, men de kommende år skal der spares otte millioner kroner om året, og det kan betyde, at endnu flere chefer mister deres job.

Oversigt

    Oversigt