VM-helten Mathias Gidsel forlænger med GOG

Samarbejdet mellem den fynske VM-helt, Mathias Gidsel, og GOG løber nu frem til sommeren 2024. GOG-direktør er stolt.

22-årige Mathias Gidsel har forlænget kontrakten med GOG.

Det skriver klubben på sin hjemmeside. Samarbejdet mellem det fynske stjerneskud og GOG løber nu frem til sommeren 2024.

- Jeg er super glad for at være i GOG. Og når jeg ser på min udvikling i den her sæson, så er jeg overbevist om, at det er det helt rigtige miljø for mig at være i, siger Mathias Gidsel til GOGs hjemmeside og fortsætter:

- Og når jeg ser på sæsonen og GOGs position, hvor vi skal spille kvartfinale i en europæisk turnering, vi er pokalmestre, skal til Final4 igen og er et af topholdene i ligaen, så er det bare fedt at være en del af GOG. Jeg er rigtig glad for at forlænge kontrakten og vide, at jeg skal være i den her klub nogle år endnu.

Udlandet må vente

22-årige Mathias Gidsel fik slutrundedebut ved VM i januar og spillede en nøglerolle i holdets succes, der førte hele vejen til guldmedaljerne.

Han kom også på allstar-holdet, og udlandet fik for alvor øjnene op for den unge dansker. Men udlandet må vente lidt endnu, siger Gidsel.

- Jeg drømmer selvfølgelig også om at komme til udlandet og spille en dag, men når jeg ser på min udvikling i GOG og klubbens position i toppen af dansk håndbold, så er det det helt rigtige for mig at blive her lige nu.

- Det andet skal nok komme en dag, siger han til GOG's hjemmeside.

Lettet GOG-direktør: Han er en af vores egne

Mathias Gidsel har været gennem hele sæson været sin vægt værd i guld for GOG, og har leveret på et højt niveau. Og derfor var det også en lettet GOG-direktør, der søndag kunne præsentere forlængelsen.

- Jeg er meget glad og stolt over, at det er lykkedes at fastholde en så stor profil i klubben - og især når det er et talent, vi har udviklet. En af vores egne. Det betyder rigtig meget for holdet og klubben, siger Kasper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Mathias Gidsel kom til GOG og efterskolen i Oure i 2014, og siden har han som ungdomsspiller i GOG vundet DM-guld flere gange.

Gidsel mangler dog fortsat at vinde et dansk mesterskab som seniorspiller i klubben, men den mission er han og holdet i gang med at fuldføre i indeværende sæson. GOG vandt nemlig søndag eftermiddag ligaen.

Oversigt

    Oversigt