Mens debatten om Fjernvarme Fyn raser: Hænger løsningen på Jans hus?

Fynsværket vil ikke længere fyre med kul, men hvad skal alternativet være? Debatten handler om præcis de samme valg, som mange private husejere står med.

- Jeg tænker, at vi er nødt til at gøre noget alle sammen. For vores børn og børnebørns skyld.

Jan Mathiesen står ved siden af sin nye varmepumpe, der er hængt op på ydersiden af det skråtækte hus i Vester Skerninge. Her har den hængt i 14 dage.

- Det fungerer bare, og så larmer det ikke nær så meget som før, siger han.

Over hele landet er privatpersoner, virksomheder og myndigheder i gang med en grøn omstilling. Men hvilket alternativ er det bedste, når olie og kul skal droppes?

Den debat blev der sat gang i på Fynsværket, efter Fjernvarme Fyn annoncerede, at det ikke længere skulle fyre med kul.

Fjernvarme Fyn vil i stedet bruge biomasse af træflis, men ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det en dårlig idé.

De mener, at det er meget svært at finde bæredygtig biomasse, og at træflisen for det meste ender med at blive fragtet hele vejen fra Brasilien.

På den måde har Fjernvarme Fyn og Jan Mathiesen fra Vester Skerninge gjort sig nogle af de samme overvejelser. Noget tyder dog på, at Jan Mathiesen er nået et skridt længere end folkene bag Fynsværket.

Erstatter oliefyr fra '95

Indenfor viser Jan Mathiesen det tomme hjørne, der før var skjult af et oliefyr fra 1995. Sammen med en olietank fra 1971 måtte fyret flytte ud, da varmepumpen rykkede ind.

- Jeg ville gerne væk fra olien, fordi vi kan høre på regeringen, at de gerne vil have, vi skifter det ud. Da så varmtvandsbeholderen på loftet blev utæt og skulle skiftes, så valgte vi, at nu er det nu, fortæller Jan Mathiesen.

Her stod Jan Mathiesens oliefyr indtil for 14 dage siden. Så røg varmepumpen op på ydermuren og radiatoren fik oliefyrets plads.
Her stod Jan Mathiesens oliefyr indtil for 14 dage siden. Så røg varmepumpen op på ydermuren og radiatoren fik oliefyrets plads.
Foto: Pernille Gram

Hvad nu hvis regeringen ikke havde spillet en rolle?

- Så havde vi gjort det alligevel, for vi fik et godt tilbud. Jeg vægter klimaet højt, men økonomien spiller også ind. Og nu ved vi, at vi ikke kører med et oliefyr, der udleder en masse CO2, svarer Jan Mathiesen.

Salg af varmepumper boomer

Generelt bliver der sat flere og flere varmepumper op i danske hjem.

Bygningsopgørelsen for 2020 viser, at der samlet var 21 millioner kvadratmeter ud af samlet 527 millioner danske kvadratmeter, der blev opvarmet med varmepumper den 1. januar i år.

- Det koster ingen penge, det går aldrig i stå, og det er nemt og hurtigt, siger ejendomsmægler Gert Nørgaard Andersen fra Estate Andersen & Thomsen i Svendborg.

Ifølge ham er de fynske boligkøbere på jagt efter bæredygtig varme, og de bliver ikke glade, hvis de ser et oliefyr.

- De tænker, at det er en omkostning, at der er et oliefyr, for det kan man kun have i en ganske kort årrække. De fleste vil have det udskiftet straks i forbindelse med handlen, siger han.

I stedet er det mest varmepumpen, der trækker. Ifølge Gert Nørgaard Andersen er det en vedligeholdelsesfri løsning, mens pillefyrerne asker til.

- Energieffektiviteten er også blevet meget, meget høj, så investeringen er hurtigt tilbagebetalt, siger han.

Hvorfor er et træpillefyr ikke attraktivt mere?

- Det handler om, at vi er blevet mere magelige. Der er mange gode, men man kommer ikke udenom, at træpillerne skal ind i fyret, og der vil være noget aske, der skal fjernes. 

Fjernvarme Fyn insisterer på biomasse

Tilbage står Fjernvarme Fyn og deres planer om at udfase forbrænding af kul i 2022.

Mens Danmarks Naturfredningsforening helst så, at Fynsværket i fremtiden brugte biogas, spildvarme eller geotermisk energi, så holder Fjernvarme Fyn fast på planerne om at bruge biomasse.

Det sagde direktør Jan Strømvig i et interview med TV 2/Fyn onsdag.

- Vi finder de løsninger, som er der nu, og som er tilgængelige. Vi kunne godt sætte os tilbage og vente, men CO2'en fra det kulfyrede anlæg ville bare fortsætte sive ud i atmosfæren, og det mener vi ikke er ansvarligt, uddyber han.

Imens fortsætter Jan Mathiesens nye varmepumpe med at opvarme alt vand og alle radiatorer i huset.

- Jeg tror, der er mange, der vil fortryde, at de fik sig et pillefyr, siger han.

- Det er varmepumper, der kommer til at fungere fremover.

Oversigt

    Oversigt