Mette og kollegaerne kæmper for støtte: - Der er rigtig mange, der giver "thumbs up"

Sygeplejerskerne strejker fortsat og kæmper for befolkningens opbakning. På Svendborgsundbroen tolker de det som sympati, for deres sag.

De fynske sygeplejersker forsøgte i dag - igen - at vinde befolkningens opbakning til deres kamp for mere i løn.

I dag foregik det på Svendborgsundbroen, hvor de mange bilister, der krydsede broen, fik et vink med på vejen videre.

Og mange af bilisterne returnerede med et dyt.

- Jeg tager det helt klart som en positiv tilkendegivelse. Jeg synes, der er rigtig mange, der giver "thumbs up", vinker og ser glade ud. Så jeg tænker, vi har opbakning, siger Mette Beer, der er sygeplejerske i Odense.

Indtil nu har opbakningen til sygeplejerskerne ikke været enorm, og en nylig voxmetermåling fra Ritzau viser, at flere end hver fjerde dansker mener, at regeringen nu skal gribe ind og stoppe sygeplejerskernes konflikt.

27,3 procent siger ja til et politisk indgreb, også selv om sygeplejerskerne ikke får opfyldt deres krav, mens 52,6 procent siger nej. 20,1 procent har ikke taget stilling til, om politikerne skal gribe ind overfor strejken.

Dermed er opbakningen til et politisk indgreb steget over de seneste uger.

Føler befolkningen er med dem

Men de sygeplejersker, som i dag forsøgte at vinde befolkningens opbakning på Svendborgsundbroen, har ikke mistet modet af den grund.

Sympatien til jer er jo egentlig ikke steget i løbet af den der måned. Er det ikke op ad bakke?

- Jeg synes, når man står her på broen, så føler jeg, at sympatien stadigvæk er rigtig, rigtig høj. Det er også det, vi mærker. Alle de steder, jeg har været i dag, mærker vi en enorm opbakning, og det er også den vi leder efter, er rigtig glade for os stolte over at få, fortæller John Christiansen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark.

Sygeplejerskestrejken

Selvom sygeplejerskerne føler en stor opbakning ved Mette Beer selvfølgelig godt, at man ikke kan forvente sympati fra alle sider.

- Vi kan jo ikke forvente, at alle bakker lige meget op, men jeg håber stadigvæk, de går hjem og tænker lidt over, hvad der foregår, forklarer hun.

De mange dyt fra bilerne på Svendborgsundbroen fortsætter - og ligesom Mette Beer er resten af de 75 sygeplejersker overbevist om, at det er i sympati me dem.

- Jeg går ud fra, det er sympati-dyt, siger Jennifer Christiansen. 

- Jeg oplever udelukkende sympati-dyt. Jeg har ikke set nogen, der rækker en fuckfinger op eller noget andet, som gjorde, at vi kunne være bekymret for, at vi har befolkningens opbakning, fortæller Hanne Svenningsen, der er sygeplejerske i Svendborg.

Strejken startede 19. juni, hvor cirka 4.750 sygeplejersker strejkede. Fra 17. august vil omkring 5.750 sygeplejersker være ramt af strejken. 



Oversigt

    Oversigt