I det fynske folks tjeneste

Minister besøger fynsk småø

Torsdag stævner den konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov ud med færgen Højestene for at besøge Skarø i Det Sydfynske Øhav.

På Skarø skal erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) blandt andet se brandstationen og tale med det lokale erhvervsliv. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Når færgen Højestene når frem til kajen ved Skarø torsdag, er det med den konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov ombord.

Ministeren er inviteret til øen for med egne øjne at se, hvordan livet på en småø arter sig. Det fortæller Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

- For os er det vigtigt at vise ministeren en småø. Det er vigtigt både at fortælle om de omstændigheder, det medfører at bo her, men også om de muligheder, det bringer med sig.

Udover at småøerne hører under Rasmus Jarlovs ressortområde, er det også Erhvervsministeriet, der varetager Ø-støtten. Det er midler, der gives til kultur- og erhvervsprojekter på de 27 danske småøer.

Skarø Is og brandstationer

Ministeren skal blandt andet have en rundvisning på øen, mødes med repræsentanter fra Skarø Beboerforening, lokale erhvervsdrivende og Skarø Beredskab.

- Vi vil gerne vise, at livet på småøerne er noget andet end landdistrikterne. De midler, vi får, gør en forskel. For eksempel vil vi gerne tale med ham om opsætningen af mobilmaster og vise ham, at vores færger faktisk virker og bliver brugt, fortæller Dorthe Winther.

- Og så har lokale kræfter på Skarø samlet sammen om at bygge en ny brandstation, så den lægger vi også vejen forbi.

En småø karakteriseres ved ikke at være brofaste og ikke at være selvstændige kommuner. Sammenslutningen af Danske Småøer arbejder for at bevare og udvikle de små helårssamfund på øerne, skriver de i en pressemeddelelse.

Et kig i arkivet: Is fra Skarø kan kurere kvalme hos gravide

Når erhvervsministeren besøger Skarø, skal frokosten indtages hos den lokale Skarø Is. I 2016 kunne TV 2/Fyn fortælle, at virksomheden stod bag en is, der skulle kunne kurere kvalme hos gravide. Den nyhed tog blandt andet Facebook med storm.

03:02

I oktober måned 2016 kunne TV 2/Fyn fortælle om en ny is fra Skarø, der kan kurere kvalme hos gravide.

Luk video

Læs også Overskud er spist væk: Friluftsspil har minus på 130.000