Mordsigtet skylder penge til kriminelle

Den 25-årige mand, der lørdag blev varetægtsfængslet for fire uger for dobbeltdrabet på ægteparret Finn og Ruth Teisen, skylder en masse penge til personer i det kriminelle miljø.

Det skriver Fyens Stiftstidende søndag. 

Avisen har talt med en række kilder tæt på den sigtede, som ifølge politiet dræbte ægteparret under en prøvesejlads i parrets motorbåd, som var til salg.
- For en måneds tid siden ringede han og fortalte grædende, at han skyldte 10.000 kroner, som skulle afleveres på havnen i Svendborg, siger kilden til Fyens Stiftstidende om den 25-åriges massive problemer.

Kilden ønsker at være anonym af frygt for netop denne del af den sigtedes omgangskreds.

Det samme gælder også en veninde til den 25-årige. Hun bekræfter over for Fyens Stiftstidende, at han gennem årene har skyldt mange penge de forkerte steder.
- Jeg ved, at han har meget gæld og har skyldt penge til nogle knap så sjove mænd, måske rockere, siger veninden, der også ønsker anonymitet.

Oversigt

    Oversigt