Musik-fest: Kærligheden fejres på Skarø

De 26 ø-boere har fået besøg af 1500 festivalgæster til Love In Festival på Skarø.

 
 

Gæsterne går rundt med hippie-solbriller, langt hår og hjerter på tøjet. I baggrunden jammer de forskellige bands, og overalt på den lille ø sætter solen ekstra gang i festivallen.

- Jeg har det fuldstændig forrygende, for et øjebliks skyld er hænderne i lommen og solen i øjnene. Toget kører nu, det er så fedt, siger Lasse Bekker, der har arrangeret festivallen.

 
 

Han har dog ikke gjort det alene. 80-90 frivillige har været med - sammen med en stor flok af de 26 lokale.

- Der er selvfølgelig altid små problemer, men man kan ordne meget over en øl, smiler han.

Netop øllene bliver der drukket rigtig mange af - fuldstændig som på en hvilken som helst anden festival. Men det er nok også den eneste lighed med de store musikfester i Skive, Roskilde og Skanderborg.

- Det er lidt et kulturchock at komme hertil, men det er fantastisk. Der er glade mennesker og blomster overalt. Det er mega-fedt, siger Kit Østerild, der er debutant på Love In Festivallen.

 
 

Musikken bliver spillet fra to scener og et øltelt. Der er besøg af blandt andet Shaka Loveless og Rugsted & Kreutzfelt - og så er der The Eclectic Moniker, som det måske største navn.

- Vi har en tæt tilknytning hertil. Der er flere af vores bandmedlemmer, der kommer herfra. Vi kom sidste år, og vi vil også gerne komme næste år - vi elsker simpelthen at være hernede, fortæller Frederik Vedersø, der er forsanger i bandet.

Der har været festival på Skarø i forskellige afskygninger i de seneste 20 år - de seneste år er den bare vokset og vokset, så der i år er plads til 1500.

- Man bliver lidt trodsig når det hele tiden hedder sig, at ingenting kan lade sig gøre i udkanten. Det er noget pjat, det synes jeg vi viser meget godt, mener Lasse Bekker.

Der er festival på Skarø til og med lørdag.

Hippie-vært

 
 

Sådan så Sandie Hansen Jensen ud, da hun præsenterede vores direkte sending fra Skarø.

Besøg festivallen på Skarø

Oversigt

    Oversigt